Brand i ubeboet landejendom: – Det er svært at se, den kan være andet end påsat

En landejendom omkring Aalestrup brød i nat ud i lys lue. Politiet mistænker, at den kan være påsat.

Tagkonstruktionen var hårdt medtaget, da brandfolk natten til lørdag kæmpede med en brand nær Aalestrup.
Tagkonstruktionen var hårdt medtaget, da brandfolk natten til lørdag kæmpede med en brand nær Aalestrup.
Foto: Øxenholt foto

Nordjyske brandfolk måtte i nat lægge vejen forbi et område omkring Aalestrup, da flammer pludselig stod op fra taget på en landejendom omkring Fjelsø. Ejendommen har været ubeboet gennem længere tid, og der har derfor ikke på noget tidspunkt været personer i fare.

Alligevel skaber branden undren hos Nordjyllands Politi.

- Vi kan ikke sige, hvad der helt præcist er sket, men vi ved, at relæet har været slået fra, så det er jo i hvert fald ikke en kortslutning i elinstallationerne. Det er selvfølgelig svært at se, at den kan være andet end påsat, men vi ved det ikke endnu, fortæller Jes Falberg, der er vagtchef hos Nordjyllands Politi.

Branden blev anmeldt, da en forbipasserende omkring klokken 01.00 natten til lørdag bemærkede, at der kom flammer fra et stuehus på Fjelsøvej lidt syd for Aalestrup. Kort efter ankom beredskab og politi til stedet.

- Der var godt gang i branden, da vi kommer frem med en patruljevogn klokken 01:32. Der var huller i tagkonstruktionen, men beredskabet fik rimelig hurtigt kontrol over flammerne. Vi forlod stedet allerede klokken 01:53 igen, og der havde brandfolkene fuldstændig kontrol, oplyser vagtchefen hos Nordjyllands Politi.

Det endte med at tage det meste af natten, da brandfolk fra Nordjyllands Beredskab omkring klokken 01:00 blev kaldt ud til en brand i Fjelsø.
Det endte med at tage det meste af natten, da brandfolk fra Nordjyllands Beredskab omkring klokken 01:00 blev kaldt ud til en brand i Fjelsø.
Foto: Øxenholt foto

Vagtchefen oplyser, at der ikke har været noget af særlig værdi i ejendommen. Nu skal tekniske undersøgelser den kommende uge forsøge at klarlægge, hvad der har været årsag til branden.

- Sagen overgår til brandefterforskningen, og så skal de have fundet ud af, hvad der er sket. Området vil derfor fortsat være spærret af, fortæller vagtchef Jes Falberg.

Tredje mulige påsatte brand på ti dage

Det er ikke mere end ti dage siden, at Nordvestjyllands Brandvæsen i løbet af samme nat måtte rykke ud til to forskellige brande i ubeboede bygninger i Salling. Her endte Midt- og Vestjyllands Politi med at sigte en 49-årig lokal mand fra området for at stå bag.

Retten vurderede, at der ikke var grundlag for at varetægtsfængsle den 49-årige mand, men han er fortsat sigtet i sagen. Ingen personer kom til skade ved den lejlighed.