17-årig dræbt i trafikulykke

Var passager i bil, der blev ramt af lastbil i en rundkørsel.

PolitiErme_type1.jpg

En 17-årig dreng fra Aalestrup døde onsdag aften af de kvæstelser, han pådrog sig ved en ulykke ved St. Binderup.

Ulykken skete onsdag morgen, da den 17-årige var passager i en personbil, der blev kørt af hans 51-årige far. I rundkørslen ved St. Binderup blev deres bil ramt af en lastbil, der var på vej ind i rundkørslen.

Nordjyllands Politi formoder, at lastbilchaufføren, der kommer fra Haderup, overså personbilen. Han nåede at bremse, men ikke tidligt nok til at forhindre sammenstødet. Ulykken skal nu undersøges nærmere af en bilinspektør.

Den 17-åriges far blev efter ulykken indlagt med alvorlige kvæstelser.