Varme hænder måtte sige stop: Janne blev ramt af 'omsorgstræthed'

I 20 år arbejdede Janne Ettrup fra Viborg som ergoterapeut på bosteder. 

Men en dag blev det for meget. Hun var blevet ramt af omsorgstræthed. 

- Det tærer på energien. Når man kommer hjem, er man virkelig smadret. Og når man har en fridag, så er det virkelig for at restituere, fortæller Janne Ettrup. 

Derfor skiftede hun spor, og sprang ud som selvstændig psyko- og kropsterapeut.

Men midtjyden møder jævnligt mennesker i omsorgsfag, som kommer til hende, fordi de er brændt ud. 

- Noget af det, der er mest belastende er, når man er sammen med mennesker, som har givet op på deres liv. Det er afmagten og håbløshed. At være i det spændingsfelt, hvor der aldrig rigtig sker en forandring, der er ikke håb eller udvikling, og det er svært at være i over længere tid, forklarer hun. 

Følelsesmæssigt udbrændt

Cand.pæd. i pædagogisk psykologi Anne-Mette Sohn beskriver i sin bog 'Omsorgstræthed' begrebet som en følelsesmæssig udbrændthed, som kan opstå blandt de, som arbejder med mennesker, som har det svært.

- Vi bruger vores empati, når vi arbejder med andre mennesker. Vi sætter os i andre menneskers sted. Men det kan godt have en bagside, for hvis man hele tiden tager andre menneskers lidelse på sig, så bliver man fyldt op, hvis ikke man kan ventilere, eller komme af med det følelsesmæssige pres, uddyber hun. 

Foruden sin bog holder hun også kurser og foredrag om omsorgstræthed. 

Mange har ikke mødt begrebet før, fortæller hun - men de har ofte oplevet det på arbejdspladsen.

- Så har man kaldt det stress, og det kan også være en del af det, men det, at vi kan belastes følelsesmæssigt af hele tiden at være sammen med mennesker, som har det svært - det har vi manglet et begreb for, fortæller Anne-Mette Sohn. 

Den følelsesmæssige udbrændthed er ikke kun problematisk for medarbejderens egen psyke. Det kan også være et problem for borgerne, påpeger hun. 

- En måde at komme væk fra det er, at man fjerner sig fra borgerne. Man ignorerer dem. Så ser vi de forfærdelige ting, vi har hørt om fra plejehjem, hvor kulturen bliver, at det er okay, ikke at involvere sig i borgenes liv, forklarer Anne-Mette Sohn. 

En ledelsesopgave

Janne Ettrup har selv oplevet at blive omsorgstræt. 

Og det har flere af hendes kollegaer også, fortæller hun. Flere af dem, er blevet sygmeldt, fordi arbejdet var for psykisk tungt at være i. 

Derfor efterspørger hun bedre supervision, og hjælp til at håndtere de følelser, som kan opstå i arbejdet med mennesker, som har det svært. 

- Der er ingen tvivl om, at de arbejdspladser, hvor det har været prioritet, har været bedst at være i længere tid. For mig, har det været meget tydeligt at se på sygefraværet og på hvor længe folk blev på arbejdspladsen, siger hun. 

Anne-Mette Sohn er enig i, at der kan være strukturer på en arbejdsplads, som gør det svært at tale om omsorgstræthed. 

Skal fænomenet modarbejdes kræver det, at der skabes et sted, hvor medarbejderne kan tale om deres oplevelser med arbejdet. 

- Det kan være, man kan lave kollegiale ordninger, hvor man er 'makkere' – og så ved man, hvem man kan gå til med sine oplevelser og det, der fylder, sådan at man har et sted at ventilere det. Men det er klart, at det skal organiseres på en måde, så der er tid til det, for selvom tiden går fra andet, så er det måske meget godt givet ud i sidste ende, understreger hun.