Vild naturoplevelse: Ulv fotograferet tæt på

To fritidsornitologer fik sig deres livs naturoplevelse, da de ved Aulum fotograferede en ulv helt tæt på.

Ulv Ørre
Foto: Carl Skovbjerg Johnsen

Fredag morgen var de to fritidsornitologer Ole Christian Olesen og Carl Skovbjerg Johnsen på Ovstrup Hede ved Ørre for at kigge på fugle. Det var dog ikke små fugle, der fangede deres opmærksomhed.

- Vi ser, at en flok krondyr er meget opmærksomme på et eller andet, og da vi vender kikkerten i samme retning, ser vi et dådyr. Det tror vi i hvert fald i fem sekunder, men så bliver vi klar over, at det er en ulv, fortæller Ole Christian Olesen.

Først var ulven så langt væk, at de næsten ikke kunne se den, men langsomt begyndte den at løbe direkte imod de to mænd fra Aulum.

- Der var jo ikke andet at gøre end bare at knipse løs med kameraet. Det var simpelthen så fantastisk, siger Ole Christian Olesen.

Den vilde naturoplevelse var en kæmpe oplevelse for de to mænd, der fortæller, at de blev høje af den.

- Lidt senere passerer den vest om os på kun 50 meters afstand og forsvinder stille og roligt ind i skoven. Lyset og vinden var perfekt, og den bemærkede os overhovedet ikke. Det var en fantastisk oplevelse af et fantastisk dyr, siger Ole Christian Olesen.

Da ulven gik forbi dem, var de helt stille, og det eneste, de kunne høre, var lyden fra kameraet, fortæller de begejstret. De håber på at se ulven igen en anden gang, men de ved godt, at det nok var en ’once in a lifetime’-oplevelse.

- Vi kan næsten ikke tro, at det er sandt, men billederne viser os, at vi ikke bare har drømt. Det kunne jo være spændende, hvis den kom igen, men det gør den nok ikke, siger Ole Christian Olesen.