Nyt billede: Ulven helt tæt på

Et nyt billede viser nu den vestjyske ulv helt tæt på. Ulven blev fotograferet af et vildtkamera i Stendis syd for Vinderup. (Foto: Kris Stadsbjerg Hansen)

vildt-kamera-003-ny.jpg

Tirsdag morgen blev billedet her taget, af det som eksperter er overbeviste om, er en ulv. Kris Stadsbjerg Hansen havde kort forinden sat sit nyindkøbte vildtkamera op. Og der var bid.

- Jeg tror det er en ulv. I mine øjne er det en ulv i hvert fald, siger Kris Stadsbjerg Hansen.

Der er ingen tvivl

Dagens nye billede har også vakt opsigt hos en af eksperterne. Thomas Secher Jensen, der er seniorforsker ved Naturhistorisk Museum i Aarhus, er ikke i tvivl.

- Jeg nærmer mig meget stærkt de 100 procent. Nu har vi en tre til fire meget vellignende fotos, så det er en ulv, siger Thomas Secher Jensen.

Samtidig er Thomas Secher Jensen også overbevist om, at det er den samme ulv, som er fotograferet ved Herning.

- De billeder der er fra Lem, fra Holstebro-kanten og fra Herning-kanten. Det er vældig meget sandsynligt, at det er det samme dyr.

Tidligere på dagen fortalte DTU Veterinærinstituttet, at de nu er færdige med at obducere de får, som blev angrebet ved Herning. Og alt tyder på, at det er en ulv, der har været på spil.