EU-parlamentet vil gøre det nemmere at skyde ulven

Der er behov for at se nærmere på regulering af ulven, lyder det fra Europa-Parlamentet, der nu kræver at EU-kommissionen overvejer sagen.

Ulven volder ikke kun problemer i Danmark, lyder det fra et flertal af Europa-Parlamentet.
Ulven volder ikke kun problemer i Danmark, lyder det fra et flertal af Europa-Parlamentet.
Foto: Julian Stratenschulte/AFP/Ritzau Scanpix

For mange får og husdyr bliver dræbt af store af rovdyr som bjørne og ulve.

Derfor skal Europa-Kommissionen overveje om reglerne for beskyttelsen af de sjældne rovdyr skal ændres, så de bliver nemmere at skyde. 

Det har et flertal af Europa-Parlamentet torsdag besluttet i forbindelse med vedtagelse af en ny resolution.

- Vi sender et klart signal til EU-kommissionen. Det kan føre til egentlige ændringer, lyder det fra europaparlamentariken Erik Poulsen (V), der stemte for resolution.

Ifølge Erik Poulsen, der er ny parlamentariker, vil parlamentet have Europa-Kommissionen til at sikre, at alle dyreavlere i hele EU er sikret ordentlig støtte, hvis de har dyr i et område, hvor bjørne, ulve eller andre rovydre lever.

Derudover opfordrer parlamentet EU-kommissionen til løbende at genoverveje klassificeringen af ulve og andre dyr som en særlig beskyttet art (bilag IV) under EU's habitatdirektiv.

Vil lempe beskyttelse

I stedet foreslår parlamentet, at eksempelvis ulven generelt klassificeres som et mindre beskyttet dyr.

Det vil i praksis gøre det nemmere at få tilladelse til at skyde ulven, hvis værktøjskassen med forebyggende tiltag er tømt. 

Det var udslagsgivende for, at Niels Fuglsang, der er valgt til Europa-Parlamentet for Socialdemokratiet i Region Midtjylland, ikke stemte for resolutionen, skriver han i en mail til TV MIDTVEST.

Det kan være svært at opstille fårehegn på bjergsider. Derfor er der behov for ensartet kompensation i hele EU. Her ses en fransk fårefarmer.
Det kan være svært at opstille fårehegn på bjergsider. Derfor er der behov for ensartet kompensation i hele EU. Her ses en fransk fårefarmer.
Foto: Jeff Pachoud/AFP/Ritzau Scanpix

Erik Poulsen anerkender, at den danske stat allerede giver tilskud til fåreavlere, der risikerer at miste dyr til ulven. Men den samme mulighed eksisterer langt fra i alle europæiske lande.

Derudover påpeger Erik Poulsen at lokale forhold som et sumpet område eller en skrå bjergside gør et fårehegn ineffektivt. 

Vil ensarte regler

Slutteligt fortæller parlamentarikeren, at de nuværende regler for beskyttelsen af ulven bliver tolket på forskellige måde. 

I Bulgarien var det i 2018 eksempelvis tilladt at skyde ulven, fremgår det af svar til Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg.

- Det handler om at skabe klarhed. Ulven er en grænseoverskridende problemstilling, pointerer Erik Poulsen.

Erik Poulsen erkender, at det kan have lange udsigter før Europa-Kommissionen og evt. Ministerrådet kan tage stilling til en ændring af reglerne for beskyttelsen af ulve og husdyr.

- Vi har kastet et meget konkret og betydningsforslag ind i maskineriet, men det er ikke begyndt arbejde endnu, siger den vestjyske parlamentariker.