Borgmester: Skyd ulven!

Viborgs borgmester er både overrasket og chokeret, efter en ulv i går blev spottet i centrum af Viborg. Nu vil han have ændret reglerne, så ulven lovligt kan skydes.

TorstenNielsen.jpg

Seks viborgensere meddelte torsdag Naturstyrelsen, at de havde observeret en ulv  i Viborgs midtby. Den oplysning kommer voldsomt bag på byens borgmester.

- Jeg er både overrasket og chokeret, og jeg mener ikke, at ulve hører til i den danske natur. De hører i særdeleshed ikke til inde i et villakvarter, fortæller Torsten Nielsen (Kons.) til TV MIDTVEST.

Budskabet fra domkirkebyens borgmester er nu knivskarpt:

- Jeg vil opfordre Skov- og Naturstyrelsen til, at de tager affære og siger, at ulven skal væk, og så må den jo skydes bort, siger han.

Frygter for børnene

Den ulv, der i går efter sigende blev spottet i Viborg, blev bl.a. set foran Børnehaven Søndermarksvej i centrum af byen. Det reagerede flere af børnehavens forældre på:

- Jeg synes da, at det er lidt skræmmende. Det kommer da alt for tæt på børnene, sagde Mia Johansen til TV MIDTVEST, mens andre forældre tog episoden med ro.

Torsten Nielsen er dog klar i mælet.

- Det kan ikke passe, at vi skal vente på, at der sker en skade - i værste tilfælde at en ulv skambider et barn eller lignende, lyder det.

Flere eksperter har sået tvivl om, hvorvidt det kan have været en ulv, der blev spottet i centrum af Viborg. Ulven har ikke efterladt nogen spor, ligesom ingen nåede at tage et billede af den.

Se mere om ulvens eventuelle færden i Viborg i vores nyhedsudsendelse kl. 19:30!

Her på siden kan du også se indslaget fra i går, hvor flere altså mente at have set en ulv i Viborg.

4:39
Torsdag morgen blev en ulv set foran Børnehaven Søndermarksvej midt i Viborg.