Ulveaktivist skal i Højesteret: Vil have fjernet 'censur'

Storm Balderson har afsonet sin dom, men et polititilhold forhindrer ham i at måtte nævne de involverede i ulvedrabet. Nu skal Højesteret beslutte, om tilholdet skal bortfalde.

Thi kendes for ret.

Sådan lød starten på domsafsigelsen i Venstre Landsret i Viborg den 7. januar 2020, hvor ulveaktivisten Storm Balderson blev idømt 40 dages ubetinget fængsel. 

De er nu afsonet i Renbæk Fængsel i Sønderjylland. Men selvom straffen på 40 dage er afsonet, så begrænser et polititilhold ham fra at deltage i den offentlige debat omkring de involverede parter i ulvedrabet herunder Mourits Troldtoft og sønnen Steffen Troldtoft.

- Det er ren censur. Det er en overfortolkning af polititilholdet, siger Storm Balderson.

Men nu skal sagen gå sin gang ved Højesteret. Det bekræfter hovedpersonen selv og hans forsvarsadvokat Mikael Skjødt.

Ulvedrabet

De seneste seks år har Storm Balderson deltaget aktivt i ulvedebatten, og det håber han på at kunne komme til igen. Det skævvrider nemlig debatten, mener han.

- Jeg synes, det lugter af, at det kun er den ene del, der må tale højt. Det er ikke okay, lyder det fra ulveaktivisten.

Derfor venter han lige nu på, at sagen kommer for Højesteret 25. november, så polititilholdet forhåbentlig bliver fjernet. Han har dog ikke en store tro på, at det lykkes.

- Ærligt, jeg tror ikke jeg får medhold, men jeg vil ønske det. Jeg er for stærk en stemme til, at de vil give mig lov til at tale frit, siger Storm Balderson. 

Storm Balderson er blandt andet dømt for hærvæk på Ulfborg Kirke. Den del skal ikke bringes for Højesteret.
Storm Balderson er blandt andet dømt for hærvæk på Ulfborg Kirke. Den del skal ikke bringes for Højesteret.
Foto: Hans Olav Sandal, TV MIDTVEST