Foredrag om at være skilsmissebarn

Da Ida Grønborg Blom var 19 år blev hendes forældre skilt. Det var en stor sorg for hende, som kom op til overfladen, da hun efter skilsmissen var på ferie med sin søster og mor og fik et angstanfald.
En skilsmisse er en af de største kriser, der kan finde sted i en familie. For Ida Grønborg Blom kom den som et lyn fra en klar himmel - en kold januarmorgen i 2012. Indtil da havde hun altid set sin familie som "den perfekte kernefamilie" der aldrig ville tage del i den høje skilsmisseprocent. Gulvtæppet blev revet væk under hende, og hun gik en svær periode i møde fyldt med tvivl, frygt og sorg. Til sidst besluttede hun sig for at starte i terapi for at bearbejde sorgen. Hun har skrevet bogen "Find gaven i dine forældres skilsmisse (ja, den findes!)", og forklarer i foredraget, ud fra barnets perspektiv, hvordan det er at være skilsmissebarn. Foredraget var arrangeret af Ib Stanley Sørensen til fordel for Sindhusets sociale arbejde i Nykøbing Mors i 2016.
Udgivet 11. februar 2017