Nu er de lyse nætter på tilbagetog, og særligt på ét punkt er det positivt for helbredet
Der er mere end 20 lyse nætter til forskel fra det nordlige og sydlige Danmark.
Ganske vist er den sidste sommermåned først lige begyndt, men allerede nu kan vi mærke, at sommeren så småt er ved at gå på hæld.
Siden sommersolhverv er dagen aftaget med mellem halvanden og to timer, alt efter hvor i landet, man befinder sig.
Det har altså den konsekvens, at de lyse nætter, som er noget af det smukkeste ved den danske sommer, er ved at slutte for denne gang.
Men selvom mange kommer til at savne de lyse nætter, kan det også have en positiv effekt på vores sundhed – i hvert fald for en stund.
Mørkere nætter kan have positiv indflydelse
På mange punkter har sommerens lys mange gavnlige effekter på vores helbred.
Det giver os blandt andet mere energi og får os i bedre humør. Og så bidrager sollys også med det vigtige D-vitamin, som mange danskere ikke får nok af.
Derfor kan det virke helt trist, at vi nu skal til at vinke farvel til de lyse nætter. Imidlertid er det ikke så skidt, at det ikke er godt for noget – nemlig for vores nattesøvn.
Ifølge en rundspørge, som Kristeligt Dagblad har foretaget blandt danske søvnforskere, er der en del danskere, hvis søvn bliver forstyrret af den ekstra sollys.
Søvnhormonet melatonin, som er med til at sikre en god søvn, er således størst i mørke.
Men hvis soveværelset ikke er ordentlig mørklagt om sommeren, risikerer hjernen at blive påvirket af sollys.
På engelsk findes udtrykket Seasonal Affected Disorder, der beskriver en slags årstidsbestemt ubalance.
Mens der om vinteren er tale om vinterdepression, er det om sommeren især søvnproblemerne, som kan virke negativt.
Biologisk set er den mest optimale fordeling 12 timers dagslys og 12 timers mørke – ligesom ved ækvator. Men på vores breddegrader er det kun omkring jævndøgn dette forekommer.
Forskel fra nord til syd
Indtil videre er det dog kun på Lolland og Falster, at de lyse nætter har sagt farvel og på gensyn til næste sommer. I løbet af de næste 11 dage følger resten af landet trop.
Sidste sted, hvor de lyse nætter slukkes, er i Skagen. Her kan man nyde det karakteristiske sommerfænomen frem til 14. august.
Perioden med de lyse nætter afhænger altså af, hvor du befinder dig på nord- og sydaksen.
I Skagen begynder de lyse nætter således lidt før og slutter lidt senere end i resten af landet. Her er der hen over årets sommer 109 lyse nætter.
Omvendt er perioden med de lyse nætter markant kortere i Gedser, hvor man kun har haft 87 af slagsen.
Afhænger af solens vinkel til horisonten
At der overhovedet kan være lyse nætter i Danmark skyldes, at solen i løbet af sommerhalvåret har en lang periode, hvor den er mindre end 18 grader under horisonten.
Resultatet er, at solen har mulighed for at lyse op over horisonten selv efter solnedgang. Dermed bliver nattehimlen lyst op, så det aldrig rigtigt bliver mørkt i sommernatten.
Jo længere mod nord man befinder sig, des mere udtalt bliver fænomenet. Længst mod nord i Danmark går solen aldrig rigtigt ned om natten, hvilket også er derfor, at der er flere lyse nætter i Skagen end i Gedser.
Med de lyse nætters ende begynder vi nu for alvor at nærme os efteråret og dermed også efterårsjævndøgn.
Jævndøgnet finder sted 22. september – godt en måned efter, at Skagens sidste lyse nætter er blevet slukket.