VM i håndbold sætter gang i drømme og hoteller

Håndboldklubben BSV har leveret flere landsholdspillere til årets trup end nogen anden klub. Det får yngre spillere til at drømme og hotellerne til at bugne.

Den tidligere Bjerringbro-Silkeborg-spiller Rasmus Lauge jubler under lørdagens kamp mod Tunesien. Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

I samarbejde med TV2 ØSTJYLLAND

Læs også 40 år efter VM i Herning: Håndboldspiller tilbage i den runde hal

VM-feberen har bredt sig, og de danske herrer skal mandag aften besejre Saudi Arabien for at komme et skridt nærmere drømmen om at vinde VM 2019.

Håndboldklubben Bjerringbro-Silkeborg-Voel har i denne omgang leveret hele tre spillere til truppen, og det er noget spektakulært.  

- Vi er jo rigtig glade på de spilleres vegne, Nikolaj Markussen, Nikolaj Øris og Johan Hansen, at de er en del af landsholdstruppen, siger Peter Bredsdorff-Larsen, der er cheftræner for BSVs U18-hold.

Og netop U18-spillerne fra Peter Bredsdorff-Larsens hold har en solid forståelse for, hvor meget arbejde der ligger bag en plads på VM-landsholdet.

- Jeg har personligt min første gymnasiefest til gode. Der er ikke tid til så mange fester, og det er lidt nogle andre ting, vi prioriterer, siger Sebastian Skøtt, der er fløjspiller på BSVs U18hold.

 

 

Med 12-15 timers træning om ugen bliver træningen taget meget alvorligt. Og når man bruger så mange timer på håndboldtræning, er der automatisk ting, man må vælge fra.

- Det er især det sociale med mine gymnasierkammerater i klassen, hvor de for eksempel gerne vil ud og have en fredagsøl eller vil til fredagscafe, der bliver jeg nødt til at melde fra og sige nej tak. Og det gør, at jeg føler mig lidt udenfor en gang imellem, siger Philip Lyngby Pedersen, der er stregspiller på holdet, til TV2 ØSTJYLLAND.

Læs også Har du 10 minutter? Kom med i VM-kulissen i Herning

Selvom drengene spiller på højt niveau, er der stadig lang vej til VM-landsholdet. BSVs førstehold er et af Danmarks bedste, og derfor kæmper U18-spillerne for at få spilletid der.

- Det er en sej vej at komme til ligaen i Bjerringbro-Silkeborg, og derfor kræver det flid og hård træning. Det også noget med lige at være heldig, og at der lige er plads, men vi gør alt, hvad vi kan med U18-holdet, for at få nogle spillere ind i liga-truppen, siger Jens Steffensen, der er træner for BSVs U18-hold.

En klub, der skaber talenter

Læs også VM-spillere med appel: - Larm! Meget, længe og hele tiden

Selvom BSV kun har tre aktive spillere på dette års VM-hold, så har otte ud af de atten spillere i den danske trup enten spillet eller spiller stadig i klubben Bjerringbro-Silkeborg-Voel, og derfor er det en klub, der kan være et godt springbræt til det danske landshold.

- Det er både spændende og en smule frygtindgydende, for man er rigtig tæt på noget af det, man har set op til, fra man var lille. Og så synes man bare, det er gået utrolig stærkt, siger Philip Lyngby Pedersen.

Håndbolden er meget mere end en sport for de unge talenter, og i disse dage er det ikke kun gældende for dem. For hotellerne i Silkeborg er det nemlig også en god forretning, når håndbold-VM kommer til Danmark.

Læs også Håndbold: BSV-profil hasteindkaldt til VM-lejren

- Jeg ved ikke helt, hvordan det ender, men vi har fuldt booket i den her uge, og det ser også ud til, at vi er fuldt booket i næste uge. Finaleweekenden, den er helt udsolgt allerede, så det tegner godt, siger Jesper Lynge Madsen, der er direktør på Radisson Blu i Silkeborg.

Det er både fans og spillere, der fylder på hotellerne i mange kilometers omkreds fra Boxen i Herning, hvor aftenens kamp bliver spillet.

- Hvis det flasker sig, som vi håber, så får vi et af de deltagende landshold til at bo her på hotellet. Vi har efterhånden haft så mange sportshold boende både fodbold og VM i ishockey sidste år, så jeg synes faktisk, vi er garvede, hvad angår at håndtere sådan nogle fodbold og håndboldhold, siger Jesper Lynge Madsen til TV2 ØSTJYLLAND.