Universitetsstuderende løser virkelighedens problemer for en dag

I Silkeborg hjalp 200 studerende fra Aarhus Universitet tirsdag virksomheder med at løse problemer fra deres virkelighed.

De studerende fra Aarhus Universitet gav virksomheden SVM Automatik et bud på en løsning på deres problem.
De studerende fra Aarhus Universitet gav virksomheden SVM Automatik et bud på en løsning på deres problem.
Foto: TV2 Østjylland

- På universitetet hører vi tit, at vi er en boble, og det er den, vi prøver på at sprænge.

Så kort forklarer lektor i antropologi Kasper Tang Vangkilde dét, der tirsdag bragte 200 universitetsstuderende til Silkeborg for at mødes med virksomheder.

Helt konkret skulle de studerende forsøge at løse nogle af de problemer, som virksomhederne oplever i deres dagligdag. 

- Det er ret sjovt. Normalt sidder vi jo og læser teorier om de her ting, siger Rebecca Hilmer, der studerer Æstetik og Kultur på Aarhus Universitet.

Hun skulle sammen med en gruppe give sit bud på en løsning på dén udfordring, som Silkeborg-virksomheden SVM Automatik kæmper med. 

Problem på messer

SVM Automatik beskæftiger 115 medarbejder i Silkeborg og laver skræddersyede maskiner til forskellige virksomheders produkter.

SVM er ofte på messer rundt omkring i verden for at præsentere sig selv, men det er svært at sætte ord på, når de ikke kan tage produktet – altså maskinerne med. Det er en udfordring, som virksomheden nu præsenterer de studerende for i håbet om, at de kan hjælpe med en løsning.

- Vi er lidt på udkig efter en løsning, hvor vi kan præsentere vores kompetencer, siger Jens Schou Christensen, der er head of product management ved SVM Automatik i Silkeborg.

Et mørklagt rum

- Vores forslag er, at de kan prøve at lave en mere lukket messestand, hvor de derinde prøver at lave en kontrast til resten af messen, siger Frederik Toftgård, der er i gruppe med Rebecca Hilmer og studerer i Æstetik og Kultur på Aarhus Universitet.

Han og gruppen havde, da TV2 ØSTJYLLAND forlod Silkeborg, endnu ikke en færdig løsningsopskrift på bordet, men en grovskitse.

- Ideen er at lave et særskilt rum inde i messestanden. Her skal det hele være mørklagt og der skal være fokus kun på SVM´s produkt, forklarer Frederik Toftgård.

For SVM Automatik er forslaget allerede i sin spæde form bestemt ikke uinteressant.

 - Det lyder spændende, jeg er spændt på, hvordan det endelige forslag ender,  siger Jens Schou Christensen fra SVM Automatik.

For de studerende var der ingen tvivl om, at det var fedt at komme ud og prøve kræfter med virkeligheden for en dag. 

- Vi er i lidt en boble til hverdag. Indimellem kan det godt være lidt svært, at finde indgangen til virkeligheder, siger Nikolaj Sandberg, der studerer nordisk sprog og litteratur ved Aarhus Universitet, der derfor sætte pris på arrangementet.