Gravplads til de svageste: - Vi kan mindes vores venner

Socialt udsatte i Silkeborg får nu et gravsted, hvor de kan mindes hinanden og blive begravet sammen

Kirkens Korshærs brugere har nu fået en gravplads, hvor socialt udsatte kan mindes de døde.
Kirkens Korshærs brugere har nu fået en gravplads, hvor socialt udsatte kan mindes de døde.
Foto: TV2 Østjylland

En fælles gravplads for Kirkens Korshærs brugere er blevet oprettet i Silkeborg. Mange af dem har ikke familie eller kontakt til familien, og derfor ender Kirkens Korshær ofte med at stå for ceremonien.

- De mennesker, der kommer i Kirkens Korshær, er jo mennesker som alle os andre, som tænker over liv og død og måske især, når livet gør lidt ondt, fortæller sogne- og korshærspræst, Susanne Kolby Rahbek.

Brugerne får et sted, hvor de kan mindes, og hvor de selv kan vælge at blive begravet. Det bliver taget godt imod.

- Der har jo været mange brugere, som jeg har kendt gennem tiden, og som er faldet væk. Som jeg ikke aner, hvor ligger henne. De kunne godt have sagt, her vil jeg ligge, fortæller bruger af Kirkens Korshærs Varmestue, Kåre Steinmeier.

Ikke glemt efter døden

En anden bruger af Kirkens Korshærs Varmestue synes også, at det bliver rart at have et sted at mindes.

- Jeg synes, at det er en rigtig godt idé, så har vi andre brugere mulighed for at komme og mindes vores venner, og dem man har haft noget samvær med fra Kirkens Korshær, siger bruger af Kirkens Korshærs Varmestue i Silkeborg, Lena Andersen, til TV2 ØSTJYLLAND.

Susanne Kolby Rahbek har oplevet, at brugerne er bekymret for, hvad der skal ske med dem, når døden rammer.

- Nogen kan have den bekymring, at der ikke er nogen, der vil bemærke, at jeg er død. Derfor synes jeg, at det er rigtig relevant at vise folk, at vi er der, og vi vil stå der den dag, det eventuelt vil ske.

For leder af Kirkens Korshærs Varmestue i Silkeborg, er det også vigtigt, at brugerne ikke tror, at de bliver glemt.

- Idéen er, at vi alle sammen vil blive husket og være tæt på dem, vi føler os nærmest tilknyttet, siger Birger Rask.

Nærmeste relation

Varmestuen har en særlig betydning for mange af de socialt udsatte.

- For nogen af vores brugere er vi den nærmeste relation, de har. Varmestuen er deres holdepunkt, fortæller leder af Kirkens Korshærs Varmestue, Birger Rask.

Kåre Steinmeier vil bruge gravpladsen til at minde sin venner.

- Det kan godt være, at jeg vil kigge forbi engang i mellem med en bajer i inderlommen, og hvis der er én, som kunne lide en bajer, så hælde lidt øl ned til ham. Han skulle nødig tørste, siger Kåre Steinmeier.