Boligområde hærget af utallige brande: Nu skal beboerne stemme om overvågning

Boligområdet ved Lupinvej og Resedavej i Silkeborg har over længere tid været hårdt hærget af påsatte brande. Nu skal beboerne på Lupinvej stemme om, hvorvidt de skal have overvågning i området.

Mellem 28. september og 10. november har der været 24 brande på Resedavej og Lupinvej i Silkeborg.
Mellem 28. september og 10. november har der været 24 brande på Resedavej og Lupinvej i Silkeborg.
Foto: 24-7 News

Som et led i at bremse udviklingen, skabe tryghed i området og forebygge, overvejer boligforeningen nu at sætte videoovervågning op på Lupinvej. Derfor skal borgerne på et ekstraordinært afdelingsmøde i aften tage stilling til, hvorvidt de vil have overvågning i området.

- Det er beboerne, der skal vedtage, om de vil have overvågning i området, og det har jo også nogle økonomiske konsekvenser, så det er op til dem, sagde René K. Rasmussen, der er direktør i boligforeningen, til TV2 ØSTJYLLAND den 7. november.

Resedavej, der ligger i samme område, stemte den 28. november om samme spørgsmål. Her var flertallet imod overvågning, der ville komme til at koste hver beboer en huslejeforøgelse på 175 kroner om måneden.

Føler sig ikke utryg

Én af de beboere der skal afgive sin stemme på Lupinvej i aften, er Svend-Aage Bang Pedersen, der er træner og formand i den lokale sportsklub og har boet i boligområdet i 26 år.

Han mener ikke, at overvågning er vejen frem:

- Jeg er både for og imod. Jeg kan godt forstå, at der er nogle der er utrygge, men min personlige holdning er, at vi overvåger nok, og at man i stedet skulle gøre noget for de unge mennesker. Der sker jo ingen ting, og måske man skulle starte noget, der kunne tage hånd om dem, så de ikke går og keder sig og laver ballade, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.

Selv føler han sig ikke utryg i området:

- Jeg synes, det er træls, og at det er gået fuldstændigt over gevind med de brande. Men jeg føler mig ikke utryg, for jeg har boet her i 26 år, og jeg kender dem, der bor her, og det er søde og rare personer, siger Svend-Aage Bang Pedersen.

1:52
24 påsatte brande har de seneste måneder skabt utryghed i boligområdet ved Resedavej og Lupinvej i Silkeborg. TV MIDTVEST var med til et beboermøde om overvågning. Se indslaget her.

To forskellige overvågningsløsninger

Ifølge René K. Rasmussen, direktør i boligforeningen, kigges der på to forskellige modeller af overvågning.

En permanent løsning og en mere mobil en af slagsen. Ved den permanente løsning sættes der kameraer op fast, som bliver en permanent del af boligområdet. Ved den mere mobile løsning kigges der på muligheder for at benytte sig af videoovervågning i særlige situationer - som for eksempel nu, hvor området er præget af de mange brande.

Mandag aften er det så op til beboerne på Lupinvej at tage stilling til, om der skal være overvågning eller ej.

René K. Rasmussen mener ikke, at der ud over den seneste tids mange brande er store udfordringer i området.

- Det er et område, vi ellers ikke har udfordringer i, men vi tager problemerne med brandene meget seriøst, sagde han til TV2 ØSTJYLLAND den 7. november 2019.