Tusindvis demonstrerede for klimaet: - Vi skal lægge et folkeligt pres

I Silkeborg og andre store byer var folk lørdag på gaden for at gøre opmærksom på klimasagen, som, de ikke mener, bør glemmes under coronakrisen.

Demonstranter laver en ring rundt om Silkeborg Langsø for at sætte fokus på klimasagen, som ifølge dem ikke bør glemmes på grund af corona.
Demonstranter laver en ring rundt om Silkeborg Langsø for at sætte fokus på klimasagen, som ifølge dem ikke bør glemmes på grund af corona.

Corona fylder meget blandt politikere, medier og danskere lige nu.

Men det skal ikke fylde det hele.

Sådan lyder det fra folkene bag Folkets Klimamarch, som finder sted lørdag i flere af landets store byer, blandt andet i Silkeborg.

- Den nærværende coronakrise må ikke betyde en udsættelse af klimahandling. Den bør derimod stå som et lysende klart eksempel på, at vi som verdenssamfund faktisk er i stand til at omstille os med få øjeblikkes varsel, når det virkelig gælder, skriver arrangørerne en pressemeddelelse.

I Silkeborg er unge og gamle samlet omkring Silkeborg Langsø foran rådhuset for at sætte fokus på klimasagen.
I Silkeborg er unge og gamle samlet omkring Silkeborg Langsø foran rådhuset for at sætte fokus på klimasagen.

Arrangørerne består af en gruppe frivillige fra Den Grønne Studenterbevægelse, Bedsteforældrenes Klimaaktion, Extinction Rebellion, Mellemfolkeligt Samvirke og Gladere Gadere. Og der er et klart formål med demonstrationen lørdag. 

- Vi er samlet her i dag for at lægge et folkeligt pres på vores politikere, kommunen og den nationale regering, siger Ida Torpe Thorhauge fra den Grønne Studenterbevægelse, til TV2 ØSTJYLLAND lørdag. 

Kampråb på mundbind

I Silkeborg danner demonstranterne en ring omkring Silkeborg Langsø, hvor det er muligt at overholde coronarestriktionerne om afstand.

Arrangørgruppen bag Folkets Klimamarch i Aarhus afholder et arrangement i to dele: først en workshop, hvor der blandt andet dekoreres mundbind, og derefter går de samlet gennem strøget i Aarhus og ender ved Rådhuset.

Mundbindsworkshoppen er ifølge arrangørerne en direkte invitation til deltagerne om netop at bruge mundbind, og ved at skrive slogans og budskaber på dem, behøver deltagerne ikke at råbe dem.

Der vil i Aarhus også være tydelige markeringer med kridt på jorden med to gange to meters mellemrum, så deltagerne lettere visuelt kan orientere sig om afstanden til hinanden.

Selve marchen vil foregå i to kolonner med god afstand, og ned gennem hver kolonne vil der være et reb med markeringer for hver anden meter - ligeledes for at sikre god afstand til hinanden. 

Arrangørerne af marchen i Aarhus mener, at vi med genåbningen af Danmark efter coronanedlukningen, skal begrave den gamle klimabelastende adfærd og i stedet for byde nye, grønne ideer velkommen.

I København danner demonstranterne en ring rundt omkring søerne. 
I København danner demonstranterne en ring rundt omkring søerne. 
Foto: Philip Davali - Ritzau Scanpix