Stort byggeri ville ødelægge Mias udsigt – nu kan hun ånde lettet op

Byggematadoren René Birch har trukket sine planer om et fireetagers boligbyggeri i Silkeborg tilbage. Det glæder især naboen til det hidtil planlagte byggeri.

Som det ser ud nu, kan Mia Pontoppidan bevare sin udsigt.
Som det ser ud nu, kan Mia Pontoppidan bevare sin udsigt.

Mia Pontoppidan fra Silkeborg har længe frygtet, at et nyt byggeri ville ødelægge hendes udsigt.

- Det ville betyde, at vi ville miste meget af det lys og den luft, som vi købte grunden for, siger Mia Pontoppidan til TV2 ØSTJYLLAND.

For halvanden år siden kom det nemlig frem, at Silkeborg Kommune ville give byggematadoren René Birch tilladelse til at bygge en fireetagers ejendom lige ved siden af Mia Pontoppidans hus på trods af, at byggeriet ikke var tilladt ifølge lokalplanen.

Det forhindrede dog hverken kommunen eller René Birch. Kommunen fik nemlig bare lavet en ny plan, som er skræddersyet til byggeprojektet.

Bygherre trækker ansøgning tilbage

Siden da har Silkeborg Kommunes håndtering af det store byggeprojekt mødt massiv kritik. Blandt andet fra naboen til det planlagte byggeri, Mia Pontoppidan.

Men i går, mandag, skete der noget på byrådsmødet i Silkeborg Kommune, der gjorde hende glad.

- Lige da jeg hørte det, blev jeg glad. Da vi går fra byrådsmødet, tænker jeg også, at det er en sejr til os, siger Mia Pontoppidan til TV2 ØSTJYLLAND.

Bygherren bag byggeriet, René Birch, trak nemlig sin ansøgning tilbage. Og selvom det umiddelbart er hans egen beslutning, er han bestemt ikke tilfreds.

- Jeg tror, jeg sagde til én i går, at det er et politisk mismask. Jeg synes, det er et forfærdeligt politisk forløb, siger René Birch, der er direktør i Birch Ejendomme, til TV2 ØSTJYLLAND.

Den oprindelige lokalplan tillod et toetagers byggeri, men Rene Birch ansøgte om dispensation til at bygge højere. Det var den ansøgning, han i går trak tilbage, da han kunne se, at der ikke var flertal for det i byrådet.

Mulig inhabilitet blandt byrådspolitikere

Sagen har været undervejs i halvandet år, og har givet anledning til en masse medieomtale. Blandt andet på grund af byrådspolitikeres mulige inhabilitet.

- Os, der er politisk valgt, har brug for, at vi kan sige til folk, at vi er fuldstændig uafhængige af økonomiske og venskabelige interesser. Derfor er det rigtig godt, vi ser på den her sag, sagde Johan Brødsgaard, der sidder i byrådet for Radikale Venstre, til TV2 ØSTJYLLAND den 3. december.

To byrådsmedlemmer har trukket sig fra sagen på grund af inhabilitet, og flere mener, at borgmester Sten Vindum også er inhabil. Han er nemlig venner med byggematadoren René Birch.

Har du påvirket nogle af de politikere, som du er venner med?

- Nej, det kan man ikke. Jeg har ikke så stor magt, at jeg kan få mine venner til at få hele Venstre til at stemme på os, siger René Birch til TV2 ØSTJYLLAND.

René Birch ejer stadigvæk grunden, som ligger ved siden af Mia Pontoppidans hus, og afviser, at han vil bygge noget, der kun er på to etager. Det skal være højere.