Stor opbakning til ikonisk turistattraktion truet af konkurs

Siden 1861 har Hjejlen sejlet på søerne ved Silkeborg. Nu kan corona-epidemien sætte en stopper for verdens ældste hjuldamper.

Opbakningen er stor til Hjejlen, men selskabet bag er stadig truet af konkurs, hvis ikke de kommer ud at sejle i år.
Opbakningen er stor til Hjejlen, men selskabet bag er stadig truet af konkurs, hvis ikke de kommer ud at sejle i år.

I 159 år har hjuldamperen Hjejlen fragtet turister rundt til vands i Søhøjlandet. 158 år hvis man ikke tæller 2020 med.

Hjejlen er indbegrebet af Silkeborg – og Hjejleselskabet, som står bag de i alt ni både, blev stiftet i 1861 af Michael Drewsen.

- Det er byens grundlægger, som har skabt Hjejleselskabet. Det vil være at rive en stor luns af Silkeborg, hvis Hjejlen forsvandt, fortæller borgmester i Silkeborg Steen Vindum (V) til TV2 ØSTJYLLAND.

VIDEO: Stumfilm fra 1919. Danmarks ældste passagerskib, hjuldamperen Hjejlen, på vej fra Silkeborg til Himmelbjerget. Video: Danmark på Film

For år tilbage var der en historie om, at Hjejlen var blevet solgt til nabokommunen Herning, fortæller borgmesteren.

- Det viste sig at være en aprilsnar, men det skabte stadig et stort ramaskrig, siger Steen Vindum (V).

Men i realiteten så er det ikke utænkeligt, at Hjejlen skal væk fra Silkeborg, hvis det ender med en konkurs, og Hjejlen skal sælges til højest bydende.

- Ingen har interesse i, at Hjejlen bliver solgt til en oliesheik i Dubai, eller skal sejle rundt i Amsterdam. Hjejlen hører til i Silkeborg, og derfor skal vi undgå den her konkurs, fortæller direktør i Hjejleselskabet Thomas Klostergaard.

Direktør for Hjejleselskabet Thomas Klostergaard. Foto: Jan Ebbesen, TV MIDTVEST
Direktør for Hjejleselskabet Thomas Klostergaard. Foto: Jan Ebbesen, TV MIDTVEST
Foto: Jan Ebbesen, TV MIDTVEST

Stor opbakning: Over 400 donationer og tæt på 800.000

Hjejleselskabet har hårdt brug for hjælp udefra. I Silkeborg er der startet en indsamling, som JCI (Junior Chamber International) står for.

- Hjejlen betyder rigtig meget for os alle. Hjejlen er en del af vores stolthed her i Silkeborg, siger formand for JCI i Silkeborg Sonja Marie Overgaard til TV2 ØSTJYLLAND.

De er en organisation for unge ledere og iværksættere under 40 år. Indtil nu har indsamlingen næsten rundet 800.000 kroner fra over 400 forskellige donationer.

- Vi er blevet overrasket over den store folkelige opbakning. Der er mange, som ytrer deres kærlighed til Hjejlens overlevelse, siger Sonja Marie Overgaard.

Store økonomiske konsekvenser

Hjejleselskabet er hårdt presset af, at de ikke kan sejle med gæster og selskaber på grund af corona-krisen.

Lige nu er man i gang med at undersøge, om de kan sejle med gæster igen fra den 8. juni.

- Med de fremtidsudsigter der er, så kommer vi ikke til at sejle med fuldt program i 2020. Derfor er vores eksistensgrundlag truet, hvis ikke vi får hjælp, siger direktør i Hjejleselskabet, Thomas Klostergaard, til TV2 ØSTJYLLAND.

Hvis Hjejlen ikke kommer ud at sejle i 2020 vil selskabet bag, Hjejleselskabet, miste omkring fem millioner kroner.
Hvis Hjejlen ikke kommer ud at sejle i 2020 vil selskabet bag, Hjejleselskabet, miste omkring fem millioner kroner.

Selskabet har en egenkapital på 2,1 millioner kroner, og står til at miste fem millioner kroner i 2020, hvis det værste scenarium udspiller sig, og de slet ikke kommer på vandet.

- Nu bevæger os ind i den tid, hvor vi burde tjene penge – i stedet er vi i gang med at betale folk tilbage for deres bestilte tursejlads, eller hvis de har lejet en båd. Så tingene går hurtigt i den forkerte retning, siger Thomas Klostergaard.

Hjejlen og de otte andre både tjener alle deres penge fra maj til slutningen af september. Sådan har det været i 159 år. Om vinteren skal bådene vedligeholdes, og det koster rigtig mange penge.

Ejet af silkeborggensere

Hjejleselskabet er officielt et aktieselskab, hvor der er udstedt 300 aktier – hver af dem har en værdi på 100,-. Silkeborg Kommune ejer 20 procent af selskabet – i alt 60 aktier.

Der bliver ikke udbetalt udbytte til aktionærerne og der er ingen kurs, og for mange af ejerne har aktierne gået i arv i generationer tilbage til opstarten.

- Det er en aktie med en vis affektionsværdi. Derfor er det en aktie, man har, fordi man er stolt af at være en del af Hjejleselskabet, fortæller Thomas Klostergaard.

På grund af at Hjejleselskabet er et aktieselskab, og de kun sejler mellem maj og slutningen af september, så har de ikke rigtigt kunnet drage nytte af de corona-hjælpepakker, som Folketinget er kommet med – udover at få dækket en procentdel af deres faste omkostninger i en periode.

- Hånden på hjertet, så er Hjejlen en turistattraktion og kulturhistorie. Det er jo ikke et aktieselskab med rige, profithungrende aktionærer, siger borgmester Steen Vindum (V), som ikke kan forstå, at der ikke er hjælp til den gamle hjuldamper.

VIDEO: I 2011 fejrede man i Silkeborg Hjejlens 150 års jubilæum. Til næste år vil Hjejlen fylde 160 år. ARKIV fra 2011.

Alle ansatte fyret: Arbejder på højtryk for at finde en løsning

Normalt er der 65 ansatte i Hjejleselskabet på havnen i Silkeborg – fire er fastansat, resten er sæsonarbejdere.

- Alle er blevet opsagt i den her periode, men vi arbejder videre for at finde en løsning, fortæller direktør i Hjejleselskabet, Thomas Klostergaard.

Alle forventes genansat igen efter den her krise, fortæller direktøren.

- Vi har et fantastisk godt hold, både af fastansatte og sæsonarbejdere, som er afgørende for selskabet. Det er et spørgsmål om, at vi skal kunne styre de fremtidige økonomiske forpligtigelser, siger Thomas Klostergaard.

Alle ansatte er opsagt - også maskinmester Karen Marie Brøgger.
Alle ansatte er opsagt - også maskinmester Karen Marie Brøgger.

Lige nu arbejder de på højtryk for at finde en løsning, så de kan sejle igen. Hjejlen og de resterende otte både er ikke kun underlagt restriktioner fra sundhedsmyndighederne og regler fra regeringen, men de skal også tage højde for sikkerhedskrav fra Søfartsstyrelsen.

- Den kabale skal vi have til at gå op. Vi håber, at efter 8. juni hedder det en forsamling på op til 50 personer og afstand på én meter. I det scenarie er der et håb om, at vi kan sejle i år med et stærkt begrænset set up, siger Thomas Klostergaard.

Men gæsternes sikkerhed og velbefindende skal være helt i orden, før der bliver sejlet igen, forklarer direktøren til TV2 ØSTJYLLAND.

Derudover skal de også finde ud af, om det kan betale sig at sejle i forhold til, hvad det kommer til at koste i sidste ende.

- Det ville være økonomisk uansvarligt af os i denne situation at igangsætte sejlads, der ville gøre den økonomiske udfordring større, siger Thomas Klostergaard.

Bliv en del af Hjejlen

Planen er, at pengene fra indsamlingen skal bruges på at oprette en fond, som skal drive aktiviteterne for bådene under Hjejleselskabet. Når det sker, så har Silkeborg Kommune bevilliget fonden 1,5 mio. kr. i støtte om året.

Hvis man donerer over 500 kroner til redningen af Hjejlen, så vil man også blive en del af fondsstiftelsen.

- Ved at redde Hjejlen, så bliver man også en del af Hjejlen. Den opbakning, vi får, er altafgørende, fortæller direktør i Hjejleselskabet, Thomas Klostergaard.

Historisk set har Hjejlen sejlet hvert år i halvandet århundrede. Derfor vil de også rigtig gerne på vandet i år – og det tror direktøren også på.

- Hjejleselskabet har eksisteret i 159 år og været igennem to verdenskrige og alt muligt andet, og derfor arbejder vi hårdt på at sikre, at vi også kommer igennem denne udfordrende situation, som har bredt sig verden over, siger Thomas Klostergaard til TV2 ØSTJYLLAND.

Torsdag den 21. maj vil Lars Lilholt holde en støttekoncert for Hjejlen.