Silkeborg krydser kritisk grænse for smitte igen

Smitten stiger i Silkeborg. Det seneste døgn er tre testet positiv med corona i byen.

Fredag sendte Silkeborg Gymnasium alle sine 1500 elever hjem, efter fem elever var testet positiv med coronasmitte.
Fredag sendte Silkeborg Gymnasium alle sine 1500 elever hjem, efter fem elever var testet positiv med coronasmitte.
Foto: Mikael Andersen, TV MIDTVEST

Det betyder, at Silkeborg Kommune har 22,3 smittetilfælde per 100.000 indbyggere i den seneste uge. 

Dermed rykker Silkeborg over den såkaldte bekymringsgrænse, som sundhedsmyndighederne holder særligt øje med. 

Det oplyser kommunen på sin hjemmeside. 

Mandag var der ellers udsigt til, at en del af de restriktioner, Silkeborg er underlagt på grund af høje smittetal, ville blive løftet. 

1500 elever sendt hjem 

Fredag var også dagen, hvor Silkeborg Gymnasium sendte alle sine 1500 elever hjem, efter fem elever var testet positiv med coronasmitte. 

Silkeborg Højskole tog også konsekvensen af, at der var et udbrud i gang blandet deres elever. Fredag sendte de samtlige elever hjem efter 14 positive test blandt eleverne. 

VIDEO Udbruddet på Silkeborg Gymnasium vækker bekymring blandt eleverne 

Begge dele skete kort efter, myndighederne havde holdt et stort fælles pressemøde, hvor der blandt andet blev åbnet for at fjerne restriktionerne i Silkeborg på grund af faldende smittetal. 

- Smittekurverne er først fladet ud og er nu på vej stærkt ned af, sagde Sundheds- og Ældreminister Magnus Heunicke på et pressemøde. 

Går den forkerte vej 

Allerede lørdag var billedet helt anderledes. På kommunens hjemmeside kunne de fortælle: 

- Antallet af smittede stiger desværre igen, skrev kommunen. 

Det betød, at antallet af smittede den seneste uge kom over grænsen på 20 smittede per 100.000 indbyggere. Søndag steg tallet igen, og Silkeborg Kommune ligger på 22,3 smittede. 

TV2 ØSTJYLLAND forsøger at få en kommentar fra borgmester Steen Vindum. 

Han udtalte sig om frygten for at få forlænget restriktioner i fredags. Det kan du læse mere om her.