Ny vej i Silkeborg: Nu skal Ingelises værtshus rives ned mod hendes vilje

Ingelise Nielsen har ejet værtshuset ’Lises’ i 19 år. Nu skal det rives ned til fordel for en ny vej i Silkeborg.

Ingelise Nielsen har ejet værtshuset 'Lises' i 19 år, men nu er det slut.
Ingelise Nielsen har ejet værtshuset 'Lises' i 19 år, men nu er det slut.

For at noget nyt kan opstå, er der indimellem noget andet, der må lade livet.

Sådan lyder det lige nu i Silkeborg, hvor værtshusejeren Ingelise Nielsen lørdag aften langer de sidste øl over disken på sit ikoniske værtshus ’Lises’ i Silkeborg.

For inden længe skal værtshuset på Frederiksberggade rives ned for at gøre plads til den kommende Nørskovvej.

- Det varmer, at der er så mange, der kommer og siger farvel til mig, men det gør også ondt. Jeg havde jo regnet med, at jeg skulle være hernede ti år mere, men sådan bliver det ikke, siger Ingelise, der ejer ’Lises’, til TV2 ØSTJYLLAND.

Ingelise Nielsens værtshus skal rives ned, så vejen Nørskovvej kan etableres.
Ingelise Nielsens værtshus skal rives ned, så vejen Nørskovvej kan etableres.

Til tonerne af Mormors Kolonihavehus strømmede stamgæsterne lørdag ind på ’Lises’ for at få serveret den allersidste omgang.

- Jeg betragter det ikke som et værtshus. Jeg betragter det som vores allesammens opholdsstue, og det er et sted, hvor vi passer på hinanden, siger Ingelise Nielsen.

En glorværdig karriere

Ingelise, som egentlig helst bare vil kaldes Lise, har i over 40 år langet kolde pilsnere over disken på forskellige værtshuse i Silkeborg.

- Jeg har trods alt været her i 19 år og været i branchen siden 1975, så jeg kender jo mange, siger Ingelise Nielsen.

Henning Pilgaard fik serveret sin allerførste værtshus-øl af Ingelise Nielsen tilbage i 1978.
Henning Pilgaard fik serveret sin allerførste værtshus-øl af Ingelise Nielsen tilbage i 1978.

Flere af dem, der var mødt op til gravøl i dag, lørdag, har også et helt særligt forhold til Lise.

- Hun var den første, der serverede en værtshus-øl til mig. Det var lørdag den 16. september i 1978, siger Henning Pilgaard, der kommer fra Silkeborg.

Hvis man gerne vil beholde et lille minde fra ’Lises’, så holder værtshuset auktion i morgen, søndag.