Hovedgade spærres frem til december – vil give tæt trafik og kø

Vestergade i Silkeborg bliver spærret for gennemkørsel fra mandag den 24. februar frem til december.

Vestergade i Silkeborg spærres frem til december. Det vil give trafikale udfordringer i midtbyen, lyder bekymringen fra kommunen.
Vestergade i Silkeborg spærres frem til december. Det vil give trafikale udfordringer i midtbyen, lyder bekymringen fra kommunen.
Foto: Google Street View

Kloakkerne er slidte og skal skiftes ud i det centrale Silkeborg. Det betyder, at flere veje i løbet af de næste år er nødt til at blive lukket af. I første omgang spærres Vestergade fra mandag morgen.

- Vestergade bliver spærret for gennemkørsel fra mandag 24. februar og frem til december 2020, fordi kloakkerne er slidte og skal skiftes ud med separerede kloakker, så regnvand og spildevand løber hver for sig, skriver Silkeborg Kommune på Facebook.

På Facebook har kommunen lagt en video op, der fortæller helt præcist, hvad der skal laves, og hvordan tidshorisonten er for de forskellige etaper.

Frygter for kaos

På det sociale medie er reaktionerne fra silkeborgenserne blandede. Mange frygter nemlig for trafikalt kaos.

- Det er meget fint at renovere rørsystemer m.v., men det er ikke særlig smart af Silkeborg Kommune at henvise AL trafik fra vest og nordvest til at køre ind over Viborgbroen, der i forvejen er en stor flaskehals, skriver en bruger på Facebook.

- Det var måske mere snart at vente, til den nye vej var færdig ud til motorvejen, skriver en anden.

Flere er også en smule kritiske over for selve planerne, men deres spørgsmål forsøger kommunen at svare på i videoen.

Vestergade skal ud over nye kloakker også være grønnere, have bedre cykelstier og ny asfalt.