Har du også undret dig? Sygetransportbiler har fået nye farver
Region Midtjylland har i begyndelsen af december fået helt nye køretøjer til liggende sygetransport.
Har du set en hvid bil med grønne firkanter fra Region Midtjylland og undret dig over, hvad det er?
I forbindelse med en ny kontrakt på regionens liggende sygetransportbiler er samtlige 26 styk blevet skiftet ud med 26 nye og forbedrede køretøjer.
I den forbindelse har de også fået en ny farvekombination, og det er der en særlig grund til, fortæller driftsleder ved Afdelingen for Akutlægebiler og Ambulancer i Region Midtjylland, Ronni Sander, til TV2 ØSTJYLLAND.
- Nu har de samme udtryk som vores andre præhospitale køretøjer, der er gule, men også har grønne firkanter langs siderne, så de ligner hinanden.
Fokus på komfort
Foruden den nye farvekombination, er køretøjernes udstyr også helt nyt.
- Vi har brugt meget tid og energi på at designe køretøjer, der giver optimal komfort for patienterne og samtidig giver en god arbejdsplads og komfort for de medarbejdere, der kører sygetransportbilerne, siger Ronni Sander og tilføjer:
- Kørertøjerne er nemlig medarbejdernes kontor det meste af tiden i løbet af en arbejdsdag.
Som led i at forbedre arbejdsforholdene er der i regionens nye liggende sygetransport blandt andet blevet indsat mere avancerede bårer, fortæller driftslederen.
Håber ikke på at bruge blå blink
En anden lighed de nye køretøjer har med ambulancerne er blå blink.
Det har de liggende sygetransportbiler nu også fået påmonteret, sådan at køretøjerne kan hjælpe med at transportere mennesker eller udstyr med udrykning på.
Dog understreger driftslederen, at de blå blink kun vil blive brugt i tilfælde af en beredskabshændelse eller større krisesituation.
- Det er en forsikring, vi håber på aldrig at få behov for, siger Ronni Sander.
Køretøjerne er på vejene
Sygetransportbilerne bliver sendt ud til patienter, som har brug for at ligge ned under transporten til eller fra hospitalet, og som ikke har brug for anden behandling end ilt og observation.
Ambulancer kører med patienter, der, i modsætning til liggende sygetransport, kræver akut behandling.
De nye sygetransportbiler kørte ud på vejene for første gang den 1. december.