Fotograf rystet over nøgen-kommentar: Nu tager han sagen i egen hånd

Fredag tager en lokal fotograf initiativ til at hylde kroppe - med og uden tøj. Det sker efter en heftig debat om, hvordan man kan tillade sig at bade.

Fotoet her er fra Andreas Ransborg Houmanns fotoprojekt om vandgymnaster.
Fotoet her er fra Andreas Ransborg Houmanns fotoprojekt om vandgymnaster.
Foto: Andreas Ransborg Houmann

At være nøgen eller ikke være nøgen. Det er spørgsmålet, der hænger over vinterbaderne i Østre Søbad i Silkeborg i disse dage.

Der er nemlig opstået en heftig debat om nøgenhed. Nogle mener, det er blevet for meget med alle de løsthængende bryster, tissemænd og bare numser, mens andre mener, det er naturligt at vise sig frem i den dragt, man blev født i.

Nu blander en ny stemme sig i debatten. Fotograf Andreas Ransborg Houmann fra Silkeborg er helt klart på det hold, der hylder de nøgne kroppe, uanset hvordan folderne falder.

Han har taget billeder af folk i badetøj så forskellige steder som Miami og i Vadum i Nordjylland. 

Andreas Ransborg har længe beskæftiget sig med kroppe i sit erhverv som fotograf.
Andreas Ransborg har længe beskæftiget sig med kroppe i sit erhverv som fotograf.
Foto: Andreas Ransborg Houmann

Målløs over udtalelse

For ham er alle kroppe gode kroppe, og fredag fra klokken 8 til 14 vil han forevige så mange mennesker i badeuniform - uanset hvad den består af - ved Østre Søbad. 

Han har gjort debatten til et kunstprojekt.

- Det handler ikke så meget om nøgne badere for mig. Det, der ramte mig, var udtalelsen om, at man skulle tage og kigge sig i spejlet, inden man går ned og bader. Den ramte mig bare sindssygt hårdt, siger han.

Han henviser til en udtalelse fra Per Rosted Bang, der er godt og grundigt træt af de mange nøgne kroppe på badebroen ved Østre Søbad.

- De mennesker, der kommer herned, skulle måske stå derhjemme og taget tøjet af, kigge sig selv i spejlet og spørge: Er det her nu også en god idé, siger Per Rosted Bang og tilføjer:

- Der skal være en eller anden form for respekt. Det er bare det, jeg efterlyser. Jeg synes godt, de kunne tage lidt tøj på. Man kan ikke undgå at se det. De er heller ikke specielt attraktive, siger han blandt andet. 

Per Rosted Bang gider ikke alle de nøgenbadere ved Østre Søbad.
Per Rosted Bang gider ikke alle de nøgenbadere ved Østre Søbad.
Foto: TV 2 ØSTJYLLAND

Alle kroppe er gode kroppe

Andreas Ransborg Houmann mener ikke, der er nogen, der skal spørge sig selv, om de er attraktive nok til at vise sig frem uden tøj.

- Nu har jeg arbejdet som fotograf i mange år, og jeg har taget billeder af alle mulige slags mennesker, og der er ingen af mennesker, der skal spørge sig selv om det, siger han.

Han har blandt andet fotograferet vandgymnaster på 80 år i Thy. For ham er kroppen en historie, der bliver fortalt gennem rynker, folder og ar.

- Vi ser ud, som vi gør, af en årsag. Det kan der være mange grunde til som alder, sygdom eller skader, siger Andreas Ransborg Houmann.

Han ved endnu ikke, hvor billederne vil blive brugt. Han håber, det bliver en offentlig udstilling, hvor tilskuerne kan spejle sig i de mennesker, der har lyst til at få deres kroppe foreviget fredag.

- Jeg håber, at alle kroppe bliver repræsenteret. Det handler om, at der ikke er en krop, der er forkert. En gammel, en ung er lige gode. Vi skal skabe et spejl, hvor man kan se, at vi som mennesker er vidt forskellige. Så jo flere kroppe, jo bedre.