Flere ansatte er smittede: Men blodprøver sker uden brug af masker

Der skal tages masser af blodprøver, når hospitalerne åbner mere op. Fagforening undrer sig over, at retningslinjerne for værnemidler ikke bliver ændret.

Det er kun, hvis der er mistanke om, at en patient har COVID-19, at der bliver brugt mundbind og andre værnemidler, når der tages blodprøver.
Det er kun, hvis der er mistanke om, at en patient har COVID-19, at der bliver brugt mundbind og andre værnemidler, når der tages blodprøver.
Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Hold 1-2 meters afstand til patienterne. Sådan lyder et af rådene for at undgå spredning af coronavirus for tiden.

En anbefaling, som er umulig at efterleve for de hundredvis af bioanalytikere, som dagligt tager tusindvis af blodprøver på de østjyske hospitaler.

Derfor undrer det nu formanden for bioanalytikerne i Midtjylland, Karin Vestergaard, at der ikke bliver taget stilling til brugen af værnemidler, når der skal tages blodprøver.

- Jeg er blevet kontaktet af medlemmer fra stort set samtlige blodprøvetagningsambulatorier om brugen af værnemidler, siger Karin Vestergaard til TV2 ØSTJYLLAND og fortsætter:

- Og flere af de ansatte har siddet med patienter, som stiller spørgsmålstegn ved, om det er forsvarligt, at blodprøvetagningen sker uden brug af mundbind og visir.

Hun har kendskab til, at en bioanalytiker på hospitalet i Horsens er smittet med COVID-19, og flere bioanalytikere i Hospitalsenhed Vest, der dækker Holstebro, Herning og Lemvig, er smittede.

- Den største bekymring er, at ansatte uden symptomer, kommer til at sprede coronavirussen rundt på hospitalerne og i værste tilfælde blandt sårbare patienter, siger Karin Vestergaard.

Retningslinjer overser blodprøvetagning

Hun mener ikke, at retningslinjerne for brug af værnemidler i sundhedssektoren bygger på den aktuelle viden om smittespredningen af COVID-19.

Senest har Sundhedsstyrelsen noteret, at også personer uden symptomer kan udgøre en betydelig smitterisiko på befolkningsniveau.

Oversat til hverdagen i blodprøvetagningsambulatorierne betyder det, at der kan komme borgere ind, som er smittede uden at vide det.

De sætter sig ned, trækker skjorteærmet væk, mens bioanalytikeren stikker kanylen i albueledet og tager blodprøven. Der er fysisk kontakt og ingen brug af værnemidler involveret.

- Jeg vil have Sundhedsstyrelsen til at forholde sig konkret til problematikken. De ansatte, som tager blodprøver, er i kontakt med rigtige mange patienter og mange forskellige typer af patienter i løbet af en dag, siger hun og fortsætter:

- Når man ændrer vurderingen af smittefaren, bør man også se på retningslinjerne for brug af værnemidler.

Sundhedsstyrelsen: Risikoen er meget lille

I et skriftligt svar til TV2 ØSTJYLLAND skriver enhedschef ved Sundhedsstyrelsen, Mads Biering La Cour, at styrelsen er i "dialog med de faglige organisationer, der repræsenterer medarbejderne i sundheds- og ældresektoren".

- Vi vurderer dog fortsat, at der er meget lille risiko for, at en medarbejder bliver smittet i den enkelte situation, hvor de står overfor en borger uden symptomer – eller omvendt, at en borger smittes af en medarbejder uden symptomer, skriver Mads Biering La Cour. 

2:53
Tidligere på måneden blev 35 sygeplejersker smittet med coronavirus. Smitten kan muligvis skyldes fejl i de coronatests, personalet har foretaget på patienter, som er indlagt på hospitalet med andre sygdomme end corona. Se indslaget her.

Sundhedsstyrelsen har senest ændret retningslinjerne for brug af værnemidler i sundhedssektoren d. 8. april.

Sundhedsstyrelsen anerkender, at flere studier viser, at der sker smitte fra personer uden symptomer, men uddyber i deres skriftligt svar til TV2 ØSTJYLLAND. 

- Smitte fra personer uden symptomer sker ikke gennem luften ved host/nys, men ved at de tørrer sekreter fra mund eller næse af i omgivelserne, og at andre rører ved disse og deres egen mund og næse. For at undgå smitte fra personer uden symptomer er det således først og fremmest et spørgsmål om at sikre god håndhygiejne og rengøring, snarere end at øge brugen af værnemidler, skriver Mads Biering La Cour. 

Derfor mener Sundhedstyrelsen ikke, at der nu og her er behov for værnemidler ved blodprøvetagning.

Dog skrive de, at retningslinjerne løbende bliver justeret udfra ny viden om sygdommen, internationale anbefalinger og dialog med faglige organisationer. 

Bekymrer sig for patienterne

På Regionshospitalet Silkeborg er hverken bioanalytiker Camilla Grandt eller nogen af hendes kollegaer blevet testet positive for COVID-19.

- Vi er mest bekymrede for, hvem vi potentielt kan smitte. Vi ved, der kommer kemopatienter og folk i andre behandlinger, som svækker immunforsvaret, og de vil simpelthen ikke kunne tåle at blive smittet, siger hun.

Hun har både vagter i den ambulante blodprøvetagning og vagter, hvor hun kommer rundt på alle sengeafdelinger og tager blodprøver. Derfor kan hun være i tæt fysisk kontakt med mange patienter i løbet af en dag.

- Det er en overvindelse at sætte sig så tæt på et andet menneske i den her tid, siger Camilla Grandt.

3:22
Den 4. april lavede TV MIDTVEST et indslag om, at Hospitalsenhed Vest har 5-10 gange så mange sygemeldinger som andre hospitaler i regionen. Så man begyndte at overføre Corona-smittede patienter til mindre belastede hospitaler i regionen. Se det her.

Beder patienten vende ansigtet

Selvom hun af hensyn til begge parter overvejer at bede patienter om at vende ansigtet, imens hun tager blodprøven, er hun endnu okay med ikke at bruge værnemidler ved umiddelbart smittefrie patienter.

Særligt fordi hun ellers følger de generelle hygiejniske retningslinjer med rengøring og hånddesinfektion.

- Hvis der ikke er belæg for at bruge værnemidler, så skal vi ikke bruge dem, men jeg håber, at dem som udstikker retningslinjerne, ændrer dem, hvis der er behov for det, siger hun.

Fagforening: Der skal handles nu

Hendes fagforening ønsker dog, at retningslinjerne skal ses efter i sømmene nu – både for de ansatte og patienternes skyld.

- Jeg undrer mig dybt over, at sundhedspersonlet har knap så strikse restriktioner som resten af samfundet, når det kommer til fysisk kontakt, siger Karin Vestergaard, formand for Danske Bioanalytikere Midtjylland.

Overreagerer I ikke?

- Selvom vi ikke ved, om det er sket endnu, så er det bekymrende, at ansatte kan være raske smittebærere af coronavirussen og i værste tilfælde sprede sygdommen til flere patienter.

Aktuelt er der den 16. april 258 ansatte i Region Midtjylland, som er bekræftet smittet med covid-19, står der på regionens hjemmeside.