Efter smitteboom: Forstander fortryder sen nedlukning

Silkeborg Højskole sendte alle sine elever hjem på grund af et coronaudbrud. Siden er mere end dobbelt så mange blevet testet positiv.

Smitten på højskolen blev spredt på tværs af de fire familiegrupper.
Smitten på højskolen blev spredt på tværs af de fire familiegrupper.
Foto: arkivfoto

Fredag i sidste uge sendte Silkeborg Højskole alle sine elever hjem på grund af et udbrud med corona.

Efter hjemsendelsen steg smittetallene dog, og nu er i alt 36 ud af 125 elever og én underviser konstateret smittet med Covid-19. 

Det får forstanderen til at fortryde, at han ikke sendte eleverne hjem tidligere.

- Jeg troede ikke, vi ville nå så højt. Det overrasker mig, hvor lumsk virus er: At der er elever, der ikke har haft symptomer, og hvor meget det har hoppet, siger forstander Jacob Eyermann til TV2 ØSTJYLLAND.

Styrelsen for Patientsikkerhed anbefalede i første omgang højskolen at nøjes med at isolere de smittede og den gruppe, de havde været i kontakt med, men forstanderen fortryder, at de ikke gjorde mere.

Smitten har nemlig ikke kun spredt sig i en gruppe, men på hele højskolen.

Kan ikke eliminere smitte

- Der er ting, vi er blevet klogere på. Jeg ville nok have lukket skolen ned med det samme, fordi det er så uforudsigelig en sygdom, der hopper så nemt, siger Jacob Eyermann.

Mandag får alle elever, der har fået to negative prøvesvar eller har været symptomfri i 48 timer, lov til at komme tilbage på skolen, og forstanderen forventer, at det vil være de fleste elever.

- Vi har løbet vores rutiner igennem igen og forholdsreglerne igennem igen for at minimere smitte, men der vil hele tiden være en risiko. Vi kan minimere, men ikke elimenere, siger Jacob Eyermann.

Inden eleverne startede på højskolen blev alle bedt om at få taget en coronatest, og på højskolen er der forskellige forholdsregler, blandt andet er eleverne delt op i fire familiegrupper, der anbefales at holde afstand til hinanden. Derudover er sociale arrangementer flyttet til idrætssalen i stedet for den normale café. 

Skræmte gymnasieelever

Silkeborg Gymnasium sendte også alle sine 1500 elever hjem sidste fredag, da 6 elever var smittet. Siden da har yderligere fire fået en positiv test. Alle de smittede med undtagelse af én har været i tæt kontakt med hinanden efter skole.

- Vi er positivt overrasket over den ringe smittespredning. Og vi mener, at det var den helt rigtige beslutning at sende eleverne hjem, siger rektor Erik Olesen til TV2 ØSTJYLLAND og tilføjer:

- Det, vi kan se på smittemønstret, er en bekræftelse på, at det, vi gør i løbet af skoledagen, er nok til at holde smitten væk.

Mandag vender gymnasieeleverne tilbage igen, og her bliver det et mål at få etableret ro på skolen igen, da flere har været bange.

- Situationen efter sommerferien har været meget vibrerende. Eleverne er skræmte, og lærerne har været bekymrede, fordi de har ikke vidst, hvad man er oppe imod. Er det her en bølge, der rammer skolen? Og det kunne det have været, hvis vi var fortsat. Så havde vi måske stået med et massivt problem, siger rektor på Silkeborg Gymnasium.