Børnehaver på hjul skal afhjælpe pladsmangel

Børnefamilierne strømmer til Silkeborg, og det kan mærkes i daginstitutionerne. Nu skal to busser afhjælpe kapacitetsudfordringerne i Balle.

Bussen fungerer som en børnehave på hjul med garderobe og tekøkken.
Bussen fungerer som en børnehave på hjul med garderobe og tekøkken.
Foto: Silkeborg Kommune

Garderober, tekøkken, toilet og pusleplads – samt sovepladser til en lille eftermiddagslur. Det hele er på hjul og giver mulighed for, at børnehaver kan tage på tur et nyt sted hver dag.

Samtidig skal to nye naturbusser være med til at løse et pladsproblem i Balle ved Silkeborg.

- Der skal flere institutionspladser til området, og når vi får en bus, så har vi plads til flere børn i børnehaven – det er en ekstra stue, siger daglig leder i Balle Børnehus, Ruth Lunde Andersen.

I sidste uge tog de deres nye ”stue” i brug, som børnene selv har været med til at dekorere. Hver dag fragter den op til 24 børn afsted på tur. Den anden bus har Balle Naturbørnehave.

- Den er vildt flot, og børnene har været med til at udsmykke den. Så de er meget stolte og synes, det er rigtig spændende at komme på tur. Det er noget helt særligt med sådan en bus, fortæller Ruth Lunde Andersen til TV2 ØSTJYLLAND.

I Balle har de oplevet en befolkningstilvækst, hvor især børnefamilier strømmer til. Derfor presser det institutionerne i forhold til kapacitet. Et problem som de to busser skal være med til at løse.

En ny måde at drive daginstitution på

I Horsens Kommune har man siden efteråret 2020 haft naturbusser for at løse problemer med kapaciteten i daginstitutionerne.

Det har også inspireret i Silkeborg Kommune, hvor man godt kan se busserne, som en fremtidig måde til at gøre daginstitutionerne mere fleksible.

- Det er både en god måde at imødekomme daginstitutionspladser, men det er også et udviklingsprojekt. Det kan være et bidrag til daginstitutionerne, som en ny måde at drive daginstitutioner på i fremtiden, siger formand for Børne- og Ungeudvalget, Søren Kristensen (S).

Men busserne kan ikke stå alene, når det handler om mangel på kapacitet i daginstitutionerne, fortæller Søren Kristensen.

- Jeg tror ikke på, det er hele løsningen. Det er et bidrag til dynamiske daginstitutioner. Man kan også forestille sig, at det er en bus, som er tilknyttet flere daginstitutioner, så man skiftes til at tage af sted, siger Søren Kristensen til TV2 ØSTJYLLAND.

Når busserne har kørt i et års tid, så vil man vurdere, om det er noget, som skal udvides til andre steder.

Busserne kører på biodiesel, og der er monteret solceller på taget.
Busserne kører på biodiesel, og der er monteret solceller på taget.
Foto: Silkeborg Kommune

Mindre fleksibelt i forhold til aflevering og afhentning

En af problematikkerne ved, at busserne kører afsted om morgenen og først er tilbage om eftermiddagen, kan være i forhold til aflevering og afhentning, mener Søren Kristensen (S).

- Hvis bussen er væk, så er det svært at hente sit barn før tid. Så man kan godt være mere låst i forhold til aflevering og afhentningstidspunkter, siger formanden for Børne- og Ungeudvalget.

Men hos Balle Børnehus har det indtil nu ikke været et problem, da bussen allerede er tilbage klokken 14, hvor børnene spiser deres madpakke i bussen eller på legepladsen.

Derudover så kan forældre også hente, der hvor busserne kører hen.

- Vi har et par dage om ugen, hvor vi i er tæt på Silkeborg by, hvor forældre kan hente, der hvor bussen er, siger daglig leder af Balle Børnehus, Ruth Lunde Andersen.