Amalie forbereder sig til Tokyo: Corona må ikke stjæle fokus

Med præcis et halvt år til de Paralympiske Lege i Tokyo er der fuld fokus på træningen for 25-årige Amalie Vinther. Hun vil ikke spekulere på, om legene igen udsættes eller aflyses på grund af corona.

Selvom coronaen spøger i kulissen, er Amalie Vinther, som stammer fra Thisted, i fuld gang med forberedelserne til de Paralympiske Lege i august.

- De næste seks måneder, tror jeg, bliver en rutsjebanetur, siger Amalie Vinther til TV2 ØSTJYLLAND.

Amalie Vinther er allerede udtaget til de Paralympiske Lege.
Amalie Vinther er allerede udtaget til de Paralympiske Lege.
Foto: Privat

Her et halvt år før start ville atleter som Amalie normalt være 100 procent fokuseret, men coronaen mudrer det hele til.

- Jeg skulle have været til forskellige stævner her de næste måneder for at konkurrere og prøve nogle ting af, så man kan være optimal til PL, siger Amalie Vinther.

- Må tage den derfra, hvis det bliver aflyst

Hun er allerede udtaget til de Paralympiske Lege, men forberedelserne er ikke lette.

- Lige nu har jeg fuld fokus på, at de paralympiske lege bliver til noget. Jeg har ikke så meget fokus på, hvad hvis de ikke bliver til noget. Jeg må tage den derfra, hvis det bliver aflyst, lyder det fra atleten.

Det er nemlig vigtigt for hende at holde motivationen i top, siger hun:

- Jeg tror, at hvis jeg skal begynde at spekulere på de her hvis’er, så bliver jeg ufokuseret, og så får man ikke det bedste ud af træningen.

Og det er ikke kun Amalie Vinther, der ser usikkert på fremtiden. Det samme gør atleter over hele landet, fortæller Danmarks Idrætsforbund:

DIF: - Vi må få det bedste ud af situationen

- De bliver jo nervøse for om deres kamp for at komme med, den bliver til noget.

- Det er kun de bedste af de bedste, der kommer med, og det kan jo være svært at bevare fokus, når man i forvejen har kæmpet i tre år, siger Nicklas Bjaaland, Paralympisk delegationsansvarlig ved Danmarks Idrætsforbund, til TV2 ØSTJYLLAND.

Han fortæller, at det er helt afgørende, at få det bedste ud af situationen til trods for corona:

- Dem, som kommer bedst ud af det til sommer, det er dem, der har håndteret de her udfordringer bedst. Derfor er det afgørende, at vi hele tiden ser på, hvordan kan vi arbejder bedst muligt ud fra den situation, vi er i, frem for at se hullerne i osten, siger Nicklas Bjaaland.

- Jeg krydser virkelig fingre for, at det bliver, og at japanerne også har styr på det, når vi kommer dertil, siger Amalie Vinther.

Hvis corona ellers tillader det, er det den 24. august, at de Paralympiske Lege går i gang i Tokyo i Japan.