Thisted FC siger øjeblikkeligt farvel til succestræner

Efter 11 kampe i træk uden sejr er det slut for samarbejdet mellem Joakim Mattsson og Thisted FC.

Tidligere Thisted FC-træner Joakim Mattson sammen med resten af staben og spillere på træningslejr i Tyrkiet.
Tidligere Thisted FC-træner Joakim Mattson sammen med resten af staben og spillere på træningslejr i Tyrkiet.
Foto: Christian Kjeldsen

1. divisionsklubben Thisted FC siger med øjeblikkelig virkning farvel til cheftræner Joakim Mattsson. 

- Joakim har skabt historie i klubben og leveret det bedste resultat i klubbens historie. Men uden sejr i 11 kampe er det tydeligt, at vi trænger til ny energi i truppen, hvor seks fuldtidsprofessionelle forlader os inden næste sæson, siger direktør i Thisted FC, Karl Kristian Guldhammer. 

- Joakim har været gennemført professionel og har altid arbejdet målrettet med opgaverne med at sikre klubben en ny sæson i NordicBet Ligaen, som var det helt overordnede mål i sæsonen 2018/2019, siger han. 

Assistenttrænerne Henrik Larsen og Henning Pedersen overtager ansvaret for førsteholdstruppen i sæsonens resterende tre kampe i NordicBet Ligaen.

- Nu går vi på jagt efter en trænertype, der kan skabe tryghed og gode rammer for udviklingen af vores unge spillere. Vi er en udviklingsklub, og vores målsætning ligger på 1. divisions-niveau. Vi har slet ikke økonomi til at begynde at drømme om Superligaen, slår direktøren fast. 

Thisted FC har tre kampe tilbage i turningen, og holdet har for længst sikret sig endnu en sæson i 1. division.

- Det er derfor, vi går på jagt efter en ny træner med det samme. Det er vigtigt for os, at vi giver os tid til at få scoutet den rigtige profil til cheftrænerposten til næste sæson, og derfor har vi igangsat en struktureret ansættelsesproces, og vores mål er at få besat stillingen indenfor de næste tre uger, slutter Karl Kristian Guldhammer.