Surfer uden vind udløste storstilet redningsaktion

De helt store redningsfartøjer blev klargjort efter en melding om en dragesurfer, der flød rundt uden for Klitmøller ved Thy.

Redningsbåd Nord
Foto: TV2 Nord

Redningsstation Hanstholm nåede at sætte en redningsbåd af typen LRB22 i vandet samt sende et strandredningskøretøj til Hanstholm og klargøre en af Forsvarets redningshelikoptere, da der søndag eftermiddag indløb en melding om en surfer, der var faldet i vandet.

Det skriver LimfjordUpdate.dk.

Den mandlige surfer havde forsøgt at dragesurfe ud for Klitmøller ved Thy, men der var alt for lidt vind, og han måtte lade sig drive ind mod kysten. 

En 9-årig dreng havde set ham i vandet og slog alarm. Da LBR22 nåede frem, var det dog tydeligt, at surferen ikke var i fare, og man sejlede ham derfor blot tættere på land, så han selv kunne gå de sidste meter. 

OPDATERET:
Ifølge vagtchef Allan Riis har politiet haft en god snak med drengens far om at tale med sin søn, om det at ringe til vagtcentralen.

- Surferen var jo helt uforstående overfor polemikken. Og han havde ikke brug for hjælp. Men drengen var blevet bekymret og har reageret. Og havde det haft noget på sig, havde han været dagens helt, siger Allan Riis, som glæder sig over at bo i et land, hvor man tager børn alvorligt.

- Hellere en gang for meget, end en gang for lidt.