Succestræner stopper i Thisted FC

Cheftræner for Thisted FC, Bo Zinck, har ikke ønsket at forlænge sin kontrakt efter denne sæson.

Bo Zinck

Det går godt indenfor kridstregerne på Lerpytter i Thisted. De er det suveræne førerhold i 2. division, og meget skal gå galt, hvis ikke de blå- og hvidstribede thyboer skal spille 1. division næste år. 

Alligevel har deres træner, Bo Zinck, valgt ikke at forlænge sin kontrakt, der udløber efter denne sæson. Det skriver klubben i en pressemeddelelse. 

Klubben skriver, at de havde håbet at forlænge kontrakten med Bo Zinck, der har været i klubben siden 2015 og lige nu er ved at opfylde klubbens målsætning om at vende tilbage i 1.division. 

- Bo Zinck har gennem hele sin kontraktperiode arbejdet seriøst, målrettet og meget professionelt med at optimere det sportslige set-up i klubben, hvor målsætningen ved Bo Zincks tiltrædelse var at få klubben tilbage til 1. division. Det store mål ser ud til at lykkes i denne sæson og det arbejde kan Bo Zinck snart se tilbage på og samtidig være meget stolt af, siger Karl Kristian Guldhammer, der er direktør i Thisted FC. 

Thisted FC håber at have en ny cheftræner klar inden den 1. juni 2017. 

De er lige nu det suveræne førerhold i 2. divison med 36 point. Nummer to i puljen, Brabrand, har 29 point med 7 runder tilbage.