Ny V-spidskandidat til Region Nordjylland: Stort flertal til Duedahl

På et opstillingsmøde onsdag aften i Aabybro valgte Venstres medlemmer Mads Duedahl til ny spidskandidat til regionsrådsformand i Nordjylland i stedet for den nuværende gruppeformand, 59-årige Lone Sondrup fra Hobro.

Den 36-årige rådmand Mads Duedahl fra Aalborg bliver Venstres spidskandidat til regionsrådsvalget næste år.
Den 36-årige rådmand Mads Duedahl fra Aalborg bliver Venstres spidskandidat til regionsrådsvalget næste år.

Det bliver den 36-årige rådmand Mads Duedahl fra Aalborg, der ved valget til regionsrådet i november næste år kommer til at stå øverst på Venstres kandidatliste i Region Nordjylland. 

På et opstillingsmøde onsdag i Aabybro valgte Venstres medlemmer ham til ny spidskandidat i stedet for den nuværende gruppeformand, 59-årige Lone Sondrup fra Hobro. Mads Duedahl blev valgt med et bemærkelsesværdigt stort flertal af stemmerne: 264 pegede på ham, mens Lone Sondrup kun fik 36 stemmer.

I sin tale til partifællerne før afstemningen sagde Mads Duedahl, at i dag kan man dårligt se, “hvor Ulla Astman hører op, og hvor administrationen begynder”. Han ønsker, at politikerne meget tydeligere fremstår som politikere. 

Duedahl sagde, at med ham i front vil Venstre gå til kamp for et ansættelsesstop i administrationen. 

Lone Sondrup sagde i sin valgtale, at samarbejde om de bedste løsninger er vejen frem. 

- Nogen mener, at jeg har samarbejdet for tæt med Ulla Astman, ja, nærmest underlagt mig hende. Det kan I tro, jeg ikke har. Jeg har derimod sat klare politiske aftryk ved at samarbejde, sagde hun.

Lone Sondrup havde valgt ikke at lade nogen holde en anbefalelsestale for sig på mødet. Det havde Mads Duedahl ikke. Han blev fra talerstolen anbefalet af folketingsmedlemmerne Marie Bjerre og Karsten Lauritzen. 

På forhånd havde Lone Sondrup meddelt, at blev hun vraget som spidskandidat, vil hun ikke genopstille ved regionsrådsvalget næste år.