Flere test på vej i Vesthimmerlands Kommune

14 personer er bekræftet smittet med covid-19 - de fleste i forbindelse med bustur til Bornholm. Kommunen sætter ind med flere test.

Arkivbillede. Foto: Daniel Roland / Ritzau - Scanpix

I samarbejde med TV2 Nord

Vesthimmerlands Kommune vil teste endnu flere borgere i kommunen i forsøget på at inddæmme den smitte med coronavirus, der siden begyndelsen af sidste uge har betydet, at kommunen på et tidspunkt var den kommune i landet med det højeste smittetryk.

Der er foretaget opsporing af kontaktnetværk i forbindelse med de smittede fra busturen.

Anne Krøjer, Direktør, Sundheds- og Kulturforvaltningen, Vesthimmerlands Kommune

Direktør for Sundheds- og Kulturforvaltningen i Vesthimmerlands Kommune Anne Krøjer fortæller, at Styrelsen for Patientsikkerhed er i fuld gang med at bryde den smittekæde, som opstod i forbindelse med en busrejse til Bornholm, hvor flere borgere i kommunen blev smittet.

- I alt 14 personer er konstateret smittet med covid-19 i forbindelse med busturen. Langt de fleste er smittet på selve turen, og enkelte andre er så blevet smittet af nogen, der var med på turen, siger Anne Krøjer.

Kontakt til de smittede

Hun fortæller, at Styrelsen for Patientsikkerhed har været i kontakt med alle smittede, og at de alle er blevet interviewet, så det kan klarlægges, hvem de har været i kontakt med efterfølgende.

- Det er mit klare indtryk, at der er styr på den del, og der er foretaget opsporing af kontaktnetværk i forbindelse med de smittede fra busturen, og de smittede er i isolation, siger Anne Krøjer.

Hun oplyser, at Vesthimmerlands Kommune vil fortsætte med at teste borgere i kommunen, som man begyndte med onsdag i sidste uge i Aars, søndag igen i Aars og i går mandag i Farsø, hvor regionens mobile testenhed var til stede. Her blev 280 personer testet.

- Det er vigtigt at teste, så vi på den måde kan forebygge yderligere smittespredning og få klarlagt omfanget, siger Anne Krøjer.

Torsdag i denne uge er det muligt at blive testet i Løgstør, og mandag i næste uge i Aalestrup, og torsdag i næste uge kan borgerne blive testet i Farsø.

- Når vi er færdige med disse test, gør vi status og ser, om der er behov for yderligere tiltag, siger Anne Krøjer.

Hun oplyser, at i næste uge vil alt personale på ældreområdet i Vesthimmerlands Kommune også blive testet.