Eva kunne næsten ikke gå - nu har hun gået 1000 kilometer rundt om Limfjorden

Eva Yde, der har fået sin førlighed tilbage efter et længere sygdomsforløb, har nu nået sit mål.

2:25
Foto: Hans Vittarp

I 2009 blev Eva Yde fra Holstebro ramt af en tumor på rygmarven. Eva blev opereret, og tumoren blev fjernet. Operationen gik godt, men efterfølgende var der noget, der bestemt ikke var, som det skulle være.

- Jeg blev ramt af en neurologisk sygdom, som i nogle år gjorde, at jeg havde en rigtig dårlig gangdistance. Jeg havde sådan spastisk krop, kan man sige - med krampeanfald og ufrivillige bevægelser, fortæller vestjyden.

Diagnosen hedder generaliseret dystoni.

En operation fem år senere ændrede dog det hele - til det gode. En specialist fra England foreslog en operation, hvor man placerer to elektroder dybt inde i hjernen. Elektroderne forbindes til det man kalder en neurostimulator - en æske på størrelse med en tændstiksæske, som sidder lige under huden ved Eva Ydes højre kraveben.

Hun "skal lades op" to gange om ugen, men med elektroderne på plads i hjernen fik Eva Yde sin normale gang tilbage. Hun har stadig smerter i fødderne, men det skulle ikke holde hende tilbage, og i august 2016 satte hun sig selv et mål. Hun ville vandre på de 1000 kilometer kyststrækning, der er rundt om Limfjorden.

Tirsdage er vandredage

Som sagt, så gjort. Hver tirsdag siden august 2016 har Eva Yde taget en etape i hvad, der indtil nu har været hendes livs vandring. Og tirsdag i denne uge, gik hun de sidste kilometer, da turen gik fra Storvorde til Egense.

- Det har været fantastisk, og havde jeg vidst, det ville blive sådan, havde jeg gjort det noget før, fortæller Eva Yde, der på sidste etape havde udstyret sin rygsæk med et dannebrogsflag.

- Jeg mødte nogen tidligere i dag, som spurgte, om jeg fejrede min fødselsdag. Nej, sagde jeg. Det er godt nok lidt noget andet, men så gav de mig alligevel hånden og sagde tillykke.

Eva Yde fremhæver lydene i naturen som noget helt specielt, der nærmest kan sætte hende i trance.

- Når man går, kommer man ind i sin helt egen rytme. Jeg går alene, og det betyder noget for mig at være alene i det. Det er min camino, det her, og man får tænkt en helt masse tanker undervejs. Det er lige før, det er en trance, man kommer ind i, når det ene skridt tager det andet.

Vemodige sidste kilometer

Det er med blandede følelser, Eva tager de sidste skridt mod Egense. Hvorfor skal turen slutte nu?

- For nogle uger siden, var jeg faktisk helt vemodig over det, og tænkte: Det har varet siden august sidste år, det her projekt, og jeg har egentlig ikke lyst til, at det skal være slut, men det er det. Det her er de sidste kilometer, siger Eva Yde på turen, som TV2 Nord var med på.

- Men så tager jeg bare hul på de sidste 7500 kilometer kystlinje, der er i Danmark, fortsætter hun.

Og igen - som sagt, så gjort:

- Næste uge tager jeg ud til Agger, og fortsætter op ad Thyryggen langs vestkysten, og så skal jeg jo syd på igen, når jeg kommer til Grenen.

28:00
TV MIDTVEST har tidligere besøgt Eva Yde. Hun er afhængig af strøm og skal lades op to gange om ugen. Strømmen har gjort det muligt at opfylde drømmen om at vandre hele Limfjorden rundt.