Kræmmerne strømmede til duedagen i Ejstrupholm

Fra tidlig søndag morgen strømmede både kræmmere og gæster i tusindetal til duedagen i Ejstrupholm, der er sæsonens sidste udendørs marked.

De seneste dages varme og solrige efterårsvejr kan tydeligt aflæses i interessen hos kræmmerne for en stadeplads til duedag i Ejstrupholm.

- Vi har op mod 25 procent flere kræmmere, der har købt stadeplads. Det gode vejr i dagene op til duedagen og vejrudsigten for søndag, giver os også grund til at tro på et besøgstal på over de 15.000, siger Stefan Bredgaard, der er en duedagens arrangører, til TV SYD.

Duedagen søndag i Ejstrupholm er året sidste store udendørs marked. Kræmmerne er på vej i vinterhi og skal have solgt de sidste varer, så der r gode muligheder for en god handel søndag.

Præmieringen af duerne foregår i hallen og rundt blandt kræmmerne er der mange fugle og andre mindre dyr. Fuglene er primært samlet omkring hallen, men det er frit for udstillerne at placere sig, hvor de vil.

DUEDAGENS HISTORIE

Fiskemand Henning Hansen fra Randers har kørt sin fiskebil til Ejstrupholm i 42 år - og oplevet, hvordan duedagen har udviklet fra en udstilling til et stprt marked.

Duedag arrangeres af frivillige fra fire lokale foreninger. Det er Ejstrupholm Håndværker- og Borgerforening, Ejstrupholm Gymnastik Forening, Ejstrupholm Idræts Forening og Handelstandsforeningen for Ejstrupholm. Ca. 130 frivillige deltager i arbejdet, hvilket er o mkring hver 6. indbygger i Ejstrupholm.

Duedagen åbnede søndag klokken 07 og varede frem til klokken 16.


Læs flere artikler fra Ikast-Brande eller i kategorien Livsstil.