Virolog om studentertraditioner: Drop bid i huen og chipsskåle

Er det okay at bide i skyggen på studenterhuen, hvis man vil opføre sig coronasmittesikkert som student? Og hvad med buffeten?

På trods af corona har landsdelens studenter fået lov til at køre studenterkørsel.
På trods af corona har landsdelens studenter fået lov til at køre studenterkørsel.
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Lige nu er landets studenter begyndt at springe ud, og sammen med studenterhuen følger en masse traditioner, dage med studentergilder og selvfølgelig vognturen.

Men er der noget, man helst skal undgå for at mindske den værste coronasmitte?

Det har TV 2 spurgt Søren Riis Paludan, professor i virologi og immunologi ved Aarhus Universitets Institut for Biomedicin, om.

I følge ham kan man ikke undgå smitte i studenterdagene, som han kalder en tid med en del "ekstremadfærd".

- Det handler i højere grad om, hvor stor en risiko, man accepterer for ikke at ødelægge traditionerne, siger Søren Riis Paludan. 

Generelt mener han, at man bør gå pragmatisk til studentertiden. Både som forælder og som den, der får hue på.

- De skal have lov at fejre det her, men man kan tage sine forholdsregler. Og selvom man gør det, behøver man ikke sende det signal, at studenterne er smittebomber, siger han.

Vognturen er hovedbegivenheden i studenterperioden. Men ruten mellem forældrene medfører en risiko for at smitte hinanden.

- Der er ingen tvivl om, at der er en smitterisiko. Og studenterne står jo tættere her, end de gør i et klasselokale, siger Søren Riis Paludan.

Alligevel kunne det være værre, mener han.

- Det er jo folk, der har gået op og ned ad hinanden i forvejen, så det er ikke nye smittekæder. Det hjælper også, at lastbilerne ofte er åbne, så kørslen foregår i fri luft, siger han.

Hoppe i springvand

Der er tradition for, at landets studenter hopper i springvand for at dyppe huen og sig selv. Men i år kan springvandsturen være lig med øget smitte, og det har gjort, at traditionen for eksempel er aflyst i Sønderborg.

Men ifølge Søren Riis Paludan er et dyp i springvandet i sig selv ikke særlig problematisk. Så længe man er nogenlunde rolig. 

- At man står tæt i vandbassin øger ikke smitterisikoen ret meget – men hvis vanddråberne hvirvler op, kan det godt blive problematisk i forhold til dråbesmitte, hvis der skulle være en person som frigiver store mængder virus, siger han.

Til gengæld kan der opstå nye smittekæder, hvis mange klasser bader i det samme springvand, lyder det fra virologen.

Bide i skyggen på huen

Det bringer lykke, når studenterhuens skygge får et bidemærke. Men man skal tænke sig om en ekstra gang, inden man sætter tænderne i skyggen.

- Hvis man udelukkende taler smitte, er svaret, at det skal man undgå, siger Søren Riis Paludan.

Men hvis det betyder meget for studenten, har han et råd.

- Bid og sprit, siger han.

Buffet, chipsskåle og snacks

Ved hvert stop på vognruten disker forældrene som regel op med snacks, mad og drikke, så studenterne ikke vansmægter. Her bør man tage sine forholdsregler, lyder der fra Søren Riis Paludan.

- Der er en reel, alvorlig smitterisiko. Studenterne er en gruppe mennesker, der potentielt kan være smittede, som kører fra sted til sted og kommer ud til en generation, der er mere udsatte end dem selv, siger han.

Derfor bør man tænke i portionsansrettede serveringer, at dele chips op i mindre portioner og hælde drinks op på forhånd. Og som forælder bør man holde lidt mere afstand til studenterne, når de lægger vejen forbi.

- Det handler mest af alt om at undgå at starte nye smittekæder med dem, der ikke er studenter, siger Søren Riis Paludan.

Ølspil

Studentertiden er fuld af spil, og mange af dem involverer alkohol. Ifølge virologen bør man holde sig fra beerpong, hvor den samme bordtennisbold skal kastes i alles kopper. Til gengæld er ølbowling i orden.

- Det er mere uskyldigt - i hvert fald hvad angår smitterisiko, siger Søren Riis Paludan.

Translokation

Arrangementet på skolen, hvor studenterne står samlet og får papir og et håndtryk på, at de er færdige, bør planlægges anderledes, hvis smitterisikoen skal mindskes, lyder det fra Søren Riis Paludan.

- Hvis translokationen er med fuld bemanding, har det potentiale til at blive et af de arrangementer, man kan kategorisere som supersmitteevents, siger han. 

Man bør tænke i, at arrangere translokationerne klassevis og at placere folk i lokalet tættest med deres familier, så nye smittekæder har sværere ved at opstå - og så skal håndtrykket med rektor droppes. Ellers kan man lade sig inspirere af Odder Gymnasium, hvor de nyudklækkede studenter fik deres eksamensbevis ved en drive-in-ceremoni.

At dele drikkevarer

Selvom det kan være fristende at dele en drink eller drikke af den samme flaske, mens studenterhuen skal fejres, bør man undgå det, hvis man ser på det med smitterisikosbriller. For der kan sidde små mængder af virus på kanten af glassene.

- Den ligger til højrebenet – den skal man undgå, siger Søren Riis Paludan.

- Vi er næsten tilbage til fløjten i Ischgl, siger han med henvisning til den fløjte, der spillede en væsentlig rolle i coronavirusspredningen i marts. Her fløjtede en tjener og mange gæster på en østrigsk bar i den samme dommerfløjte - og blev alle smittet med covid-19.

1:31
Dimissionen er på grund af coronavirus noget anderledes for årets studenter, men den er også mere personlig.