Vingegaard har stadig svært ved at forstå, hvad han har opnået

Det seneste års udfordringer har styrket Jonas Vingegaard og gjort ham mere moden. Det giver ham troen på endnu flere store resultater i fremtiden.

Jonas Vingegaard ved Sallingsundbroen, der forbinder Mors med Salling.
Jonas Vingegaard ved Sallingsundbroen, der forbinder Mors med Salling.
Foto: TV 2 Sport

Han er igen trukket i lycra. Tilbage i rampelyset.

Den seneste tid har Jonas Vingegaard 'gemt sig' hjemme i Glyngøre i det nordligste Midtjylland. For at få fred fra medierne og have muligheden for at puste ud efter en på flere måder hård sæson.

Det er nu ikke, fordi han er mediesky. Han har bare ikke et behov for at være i medierne, men er i stedet den type, der hellere vil lade benene tale.

På gaden i Glyngøre har Jonas Vingegaard dog ikke kunnet gemme sig. For i den lille by på halvøen Salling kender alle næsten hinanden, og det er med Vingegaards egne ord "egentlig fint". Det er hans hjem, og det vil det altid være. Spanien eller Italien vil ikke føles hjemligt for ham.

Snart 25-årige Jonas Vingegaard blev for alvor kendt i Danmark, da han leverede toppræstationer og et topresultat i årets Tour de France.

Da TV 2 SPORT i begyndelsen af november møder ham til en planlagt mediedag på et hotel tæt ved Sallingsundbroen, der forbinder Mors med Salling, har han selv stadig svært ved at forstå, hvad han opnåede på de franske landeveje i sommer.

- Jeg tror stadig, når jeg tænker over det, at jeg synes, det er surrealistisk på en eller anden måde at være blevet nummer to i Tour de France.

- Jeg har altid tænkt det som noget uopnåeligt, men at det så lige pludselig sker og lidt ud af det blå, er bare, sådan det er, og det må man jo så vænne sig til, siger Jonas Vingegaard til TV 2 SPORT.

Er du overrasket over, hvor meget det har fyldt for alle andre også?

- Helt sikkert. Jeg kunne godt mærke, at jo længere vi kom ind i Touren, jo mere begyndte folk at tro på, at det kunne lade sig gøre. Medierne ville også tale mere med mig, og efterfølgende har det været vildt.

Kørte med en hemmelig plan under Tour de France

Jonas Vingegaard, der kører for det hollandske storhold Jumbo-Visma, blev en eftertragtet herre blandt journalisterne til Tour de France, efter at Jumbo-Visma-stjernen og Vingegaards kaptajn, Primoz Roglic, måtte udgå før 9. etape.

På det tidspunkt var Vingegaard Jumbo-Vismas bedste mand i klassementet og derfor den naturlige arvtager.

- Vi kom til Tour de France med Primoz som kaptajn. Planen var så hele tiden, at vi skulle være tre andre ryttere, der skulle holde os inde i klassementet - uden at vi fortalte det til nogen. Men Primoz var kaptajnen, og jeg skulle vente på ham, hvis han styrtede eller havde brug for en ny cykel.

- Så styrtede han (på 3. etape, red.), og vi mistede en hjælperytter dér (Robert Gesink). Steven (Kruijswijk) styrtede også (på 3. etape, red.), så det hele gik egentlig rigtig dårligt, og vi var langt nede. Så det var en rutsjebanetur.

- Men at vi så sluttede, på den måde vi gjorde, var fantastisk, siger thyboen. Vingegaard er født i Hillerslev, en lille by i Thy.

I takt med de gode præstationer i Tour de France valgte Jonas Vingegaards hold også at beskytte ham mere og mere. Det var hårdt for ham med den enorme mediedækning oven i kraftudladningerne på landevejene.

- Jeg vidste godt, at jeg ikke kunne gøre alle glade. Så til sidst blev det noget med, at jeg spurgte vores pressemand, hvem jeg skulle tale med, og så talte jeg med dem, og så måtte jeg ignorere andre, der råbte mit navn.

- Det var sådan, det blev nødt til at være. Det er ikke sådan, jeg er som person, men jeg blev bare nødt til det.

Det logiske OL-afbud

I det hele taget kender Jonas Vingegaard sig selv rigtig godt.

Med planen om, at han skulle køre noget, der lignede klassement i sommerens Tour de France, indså han ret hurtigt, at det ville blive intenst og også hårdt for ham mentalt.

Det var derfor logisk for ham at melde fra til OL i Tokyo allerede inden Touren. Også selv om ruten i Japan lå godt til ham.

- Jeg kunne måske godt være taget til OL, men så tror jeg, at resten af min sæson havde været ødelagt. Så havde jeg været helt smadret mentalt, og så kunne jeg lige så godt lade være med at køre cykelløb efter det. Og så ville jeg nok heller ikke få et resultat, fordi jeg i forvejen var helt smadret.

Jonas Vingegaard med Sallingsundbroen bag sig.
Jonas Vingegaard med Sallingsundbroen bag sig.
Foto: TV 2 Sport

Var det en svær beslutning?

- På den ene side var det. Det er jo OL, og det lå ret godt til mig. Så jeg tænkte i hvert fald meget over det, men Touren var det vigtigste.

Mentalt styrket og mere moden

Det mentale er over tid blevet en af Vingegaards største styrker som cykelrytter. Tidligere var det en af hans svagheder, indrømmer han. Nu bliver han ved og bliver ved med at tro på det.

Af den grund er han ikke bleg for at melde klart ud, at han håber at kunne køre med om sejren, i de fleste løb han stiller op i fremadrettet.

- Sidste år havde jeg høje forventninger til mig selv, fordi jeg aldrig havde været bedre. Med de watt, jeg kunne køre i træningen, tænkte jeg 'okay, hvis ikke jeg kan køre med om sejren i cykelløbene, er det en fiasko'.

- I år har jeg i højere grad indset, at jeg har niveauet, men hvis jeg så ikke er der en dag, er det bare, sådan det er. Jeg er ikke bange for at fejle.

Hvordan har du arbejdet med det?

- Jeg har været kaptajn nogle gange. Så bliver man kastet ud i det. Det giver noget hår på brystet. Så tænker jeg også, at det at blive far gør en hel del, da man skal træffe nogle svære valg allerede dér.

- Det har gjort, at jeg er vokset mentalt og er blevet mere moden det seneste år, siger Jonas Vingegaard, der gerne vil blive bedre til at være kaptajn.

Jonas Vingegaard med sin følgesvend.
Jonas Vingegaard med sin følgesvend.
Foto: TV 2 Sport

Han bliver dog aldrig en leder, der kommer til at slå i bordet. Han er af natur et stille gemyt, der foretrækker de konstruktive samtaler.

- Jeg tror ikke, at jeg kommer til at sige, at nu er det mig (I skal køre for i dag). Jeg tror, at vi kommer til at lægge en plan med holdet, for de cykelløb jeg skal køre. Og så må vi se, hvilken rolle jeg får i dem.

Vil køre klassement i flere Grand Tours

Med pausen fra cyklen og rampelyset er der nu tanket op til næste års strabadser.

Forberedelserne til den kommende sæson begyndte med en halvanden times cykeltur på de nordvestjyske veje den første tirsdag i november, og i december tager Vingegaard på træningslejr med sit hold.

Han og Jumbo-Visma har ikke talt om hans program endnu, men Tour de France med start i Danmark 1. juli står øverst på ønskesedlen.

I de løb, han skal køre sammen med Primoz Roglic, tænker Jonas Vingegaard, at han får en fri rolle. I andre løb håber han på en kaptajnrolle.

- Normalt passer Ardennerklassikerne mig altid, men spørgsmålet er, om det skal være næste år, eller jeg skal vente yderligere et år. Der er mange ting, vi skal tænke igennem, og det skal vi tale om.

- Vi har ikke talt om det endnu, men det finder vi ud af.

Noget har Jonas Vingegaard dog på plads for 2022: Han vil forbedre sin enkeltstart og i det hele taget bliver en endnu bedre cykelrytter, så han i fremtiden kan køre klassement i flere Grand Tours.

Ud over Tour de France er det Vuelta a España og Giro d'Italia.