Vingegaard får delt kaptajnrolle i Touren

Jonas Vingegaard fra Glyngøre er for andet år i træk udtaget til Tour de France, , der begynder i Danmark.

Han imponerede alt og alle under sidste års Tour de France.

Nu får Jonas Vingegaard igen chancen for at vise verden, hvor dygtig han er på to hjul. Tirsdag har hans hold, Jumbo-Visma, annonceret, at den 25-årige dansker er udtaget til verdens største cykelløb.

- I øjeblikket har vi seks navne på listen. Det er Primoz Roglic, Sepp Kuss, Jonas Vingegaard, Wout van Aert, Steven Kruijswijk og Rohan Dennis. De sidste to navne vil vi annoncere i maj eller senest efter klassikersæsonen, siger Grischa Niermann, ledende sportsdirektør på Jumbo-Visma, i forbindelse med det hollandske holds holdpræsentation tirsdag.

På Twitter oplyser Jumbo-Visma, at Vingegaard får en delt kaptajnrolle i det franske etapeløb. Slovenske Primoz Roglic er holdets anden kaptajn.

Det er anden gang, Jonas Vingegaard skal køre Tour de France. Sidste år var han udtaget som hjælper for Roglic, men Jumbo-Visma-kaptajnen styrtede på en af de første etaper og måtte udgå før starten på 9. etape.

Det gjorde, at Vingegaard - der på daværende tidspunkt var Jumbo-Vismas bedst placerede rytter i klassementet - overtog ledertjansen på holdet.

Jonas Vingegaard brillerede med fire top-3-placeringer undervejs i løbet og sluttede overraskende på en samlet andenplads efter Tadej Pogacar (UAE-Team Emirates).

Tour de France begynder 1. juli med tre etaper i Danmark. Sidste etape køres 24. juli.