Vindblæst lørdag byder på en del sol

En frisk til hård vind er med til at give en kølig forårsdag.

Det er formodentlig kun de mest hårdføre, der lørdag har lyst til at dyppe hele kroppen i vandet.
Det er formodentlig kun de mest hårdføre, der lørdag har lyst til at dyppe hele kroppen i vandet.
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Efter en del byger store bededag vender det tørre og til tider solrige forårsvejr tilbage lørdag.

Det er et højtryk, der stabiliserer sig over det nordvestlige Europa og nok engang holder regnen på afstand af Danmark.

I første omgang er lørdagen startet med en del skyer over især de sydlige landsdele. Som dagen skrider frem, vil solen få mere plads på himlen og efterhånden give en solrig eftermiddag.

En kendt højskolesang kommer dog til sin ret. Blæsten vil nemlig gå frisk over Limfjordens vande - og i resten af landet - og dermed give en relativt kølig forårsdag.

Her får man en solrig formiddag

Som nævnt er dagen flere steder kommet fra land med mange skyer. Men i det nordligste Jylland står den allerede fra morgenstunden på en del sol.

I løbet af formiddagen vil det solrige vejr brede sig sydover. Til middag vil en stor del af Jylland og Fyn dermed have det ganske solrigt, mens der er lidt flere skyer på himlen over de sydligste og østlige egne.

Vinden er over de næste timer tiltagende og vil i løbet af formiddagen blive frisk til hård fra nordvest.

Prognose lørdag formiddag. Lidt eller nogen sol. Især over de sydlige landsdele er der en del skyer.
Prognose lørdag formiddag. Lidt eller nogen sol. Især over de sydlige landsdele er der en del skyer.
Foto: TV 2 Vejret

Solrigt i hele landet

I eftermiddag bliver der rigtig god plads til solen. I hele landet står den således på masser af solskin.

Det er dog med at finde en lækrog, hvis man vil nyde solens stråler, da det fortsat vil være blæsende.

Temperaturmæssigt når vi op mellem 14 og 17 graders varme, men på grund af vinden vil den følte temperatur nærmere være 10 til 13 grader.

Prognose lørdag eftermiddag. Nogen eller en del sol og op mellem 14 og 17 graders varme.
Prognose lørdag eftermiddag. Nogen eller en del sol og op mellem 14 og 17 graders varme.
Foto: TV 2 Vejret

I aften ventes der klart vejr i hele landet, mens vinden samtidig lægger sig.

Temperaturen holder sig over 10 graders varme til efter solnedgang, der finder sted mellem klokken 21.00 og 21.36.