Viborg-profil fortsætter et år mere – ser store muligheder

Viborg HK kan ifølge Carin Strömberg slå alle hold. Det er en af grundene til, hun bliver i klubben.

Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Carin Strömberg er glad. Jakob Vestergaard er glad. Ja, alle i og omkring Viborg HK har sådan set grund til at være glade.

Efter onsdagens sejr over København Håndbold fortalte Strömberg nemlig til TV 2 SPORT, at hun har i sinde at fortsætte i klubben efter sommerferien.

- Jeg bliver i Viborg. Jeg er meget tilfreds med at være her, og vi har et godt hold med meget potentiale og et godt træningsmiljø, der er fedt at være i, lød det fra Carin Strömberg.

Ifølge TV 2 SPORTs oplysninger havde den svenske landsholdsspiller mulighed for at forlade Viborg efter denne sæson, men det er altså ikke kommet på tale. Det glæder som nævnt træner Jakob Vestergaard:

- Carin er en fantastisk anfører for os. Hun trækker i den rigtige retning på alle parametre. Hun er helt sublim uden for banen – og helt sublim inde på banen. Hun er knaldhård forsvarsspiller, og så har vi fået lidt mere fart i hende i 2020. Det gør, at hun scorer lidt flere mål.

Carin Strömberg kom til Viborg HK til sæsonen 2016/17 fra sin barndomsklub Skuru IK. Siden da er playmakeren blev en central spiller på holdet, der aktuelt ligger nummer to i damernes liga.

Flere ting er faldet på plads

Onsdag aften scorede Strömberg fem mål, da Viborg slog København Håndbold 33-30. Dermed er VHK blot tre point efter Esbjerg på førstepladsen, og derfor er det helt på sin plads at tale om Viborg som et af Danmarks allerbedste hold, mener Strömberg.

- Vi har vildt meget potentiale på det her hold. I ser det ikke på TV, men vi træner så godt i hallen, og vi har så godt et udviklingspotentiale, at jeg ikke er helt overrasket. Men vi har fået nogle flere elementer til at stemme, siger Carin Strömberg.

- I denne sæson har vi et højere bundniveau, end vi har haft før. Vi spiller lidt mere konsekvent. Vi har fundet vores stærke forsvar frem, og det tror jeg gør en forskel i den her liga – at stå stærkt mod de gode angrebshold.

I denne ligasæson har Carin Strömberg scoret 65 mål. I Viborg er det kun Kristina Jørgensen, der har sendt flere bolde i mål siden sommerferien.