- Vi skulle have vundet flere kampe, siger fyret Skjern-træner

Patrekur Johannesson respekterer klubbens beslutning og erkender, at holdet skulle have vundet flere kampe under hans ledelse

Patrekur Johannesson blev den 5. februar  fritaget fra sit trænerjob i Skjern.
Patrekur Johannesson blev den 5. februar fritaget fra sit trænerjob i Skjern.
Foto: Jonathan Nackstrand/AFP/Ritzau Scanpix

Islandske Patrekur Johannesson overtog sidste sommer et af de mest eftertragtede trænerjobs i dansk håndbold, nemlig cheftjansen på Skjern Håndbolds bænk.

Men det gik ikke, som hverken han eller klubben havde håbet. Derfor blev islændingen den 5. februar efter et nederlag på hjemmebane til Mors-Thy fritaget fra sit job, og assistenttræner Claus Hansen blev bedt om at tage over.

I første omgang havde Patrekur Johannesson ikke lyst til at udtale sig offentligt om fyringen. Men nu har han haft en god uges tid til at fordøje nyheden.

- Tidligere på måneden besluttede Skjern håndbold, at et skifte var nødvendigt i jagten på bedre resultater, siger han til TV 2 SPORT.

- Den beslutning accepterer og respekterer jeg fuldstændig. Trænere bliver bedømt på den måde, deres hold præsterer. Jeg er den første til at indrømme, at vi skulle have vundet flere kampe og spillet bedre til tider.

Johannesson, der tidligere var østrigsk landstræner i en lang årrække, efterlod Skjern håndbold lige uden for den top-4, der giver point med ind i slutspillet.

- Jeg efterlader Skjern Håndbold på den samme position, som de var på samme tidspunkt i sidste sæson, siger han og slår fast, at han intet ondt har at sige om klubben og holdet trods bruddet før tid:

- Jeg ønsker holdet alt det bedste i fremtiden.

2:01
Se indslag fra den dag, hvor den islandske cheftræner Patrekur Jóhanneson blev fyret fra Skjern Håndbold.
Foto: TV MIDT/VEST, arkiv.

Personlige udfordringer bag tidligt farvel

Allerede inden fyringen var det besluttet, at Claus Hansen, den tidligere mangeårige danske ungdomslandstræner, skulle overtage trænersædet efter denne sæson. Patrekur Johannesson ville tage hjem til Island efter en enkelt sæson i Danmark, selvom kontrakten oprindeligt gjaldt i tre sæsoner.

- Jeg havde af personlige grunde allerede besluttet at forlade Skjern efter sæsonen, og Claus Hansen, min assistenttræner, skulle tage over. Ud fra en håndboldkontekst giver det mening for ham at begynde at sætte sit præg på holdet allerede nu, siger Johannesson og sender endnu en mundfuld rosende ord i retning af sin nu tidligere arbejdsgiver:

- Klubben har en fantastisk ledelse og stor opbakning i lokalområdet. Jeg vil gerne takke Carsten Thygesen for hans venskab og integritet. Igen ønsker jeg Skjern alt det bedste, slutter han.

Efter udskiftningen på trænerbænken vandt Skjern Håndbold med 24-21 på udebane over Ribe-Esbjerg.