Vi har haft vinterhalvårets koldeste nat

Under fem graders frost i nat - og den kommende nat bliver endnu koldere.

De laveste grader i nat blev målt i Midtjylland,
De laveste grader i nat blev målt i Midtjylland,
Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Koldere luft ligger nu over Danmark, og den har i nat givet relativ hård frost og sendt termometret ned på kuldegrader, vi ikke har set i dette vinterhalvår.

Efter nogle juledage med mildt vejr har koldere luft fra Skandinavien kombineret med rolige vindforhold og stedvis klart vejr givet temperaturer et godt stykke under frysepunktet.

Det er især i dele af Jylland, hvor det i perioder har været klart vejr, man har mærket den vinterlige kulde.

Koldest var det først på natten i Karup i Midtjylland, hvor termometret viste -5,8 grader.

Dermed var det vinterhalvårets hidtil laveste temperaturer, der i nat blev målt i Midtjylland, og som er lidt lavere end de -5,5 grader, som 30.oktober blev målt i Horsens, og indtil i nat var den hidtil laveste temperatur i dette vinterhalvår.

De laveste temperaturer blev målt i Jylland, hvor det i løbet af natten i perioder klarede op.

Her kunne varmen i den lange vinternat uhindret strømme ud i himmelrummet, mens skyerne over resten af landet som en dyne holdt på varmen.

I Tylstrup i det sydlige Vendsyssel viste termometret -3,7 grader, da det var koldest, mens den laveste temperatur i Vestervig i Thy blev -2,8 grader. I Mejrup ved Holstebro og ved Isenvad nær Ikast nåede temperaturen begge steder ned på -2,2 grader. Temperatur lørdag klokken 6.

Den kommende nat kan det blive endnu koldere, når opklaringen ventes at brede sig til stort set hele landet.

Dermed vil temperaturen natten til lørdag flere steder i landet kunne nå ned under -5 grader, og lokalt kan det ikke udelukkes termometret kan vise ned til -8 grader.

Og også lørdag morgen lander temperaturerene højst sandsynligt under frysepunktet:

Forventede temperaturer lørdag morgen. Især i Nordsjælland kan temperaturen falde til syv-otte graders frost.
Forventede temperaturer lørdag morgen. Især i Nordsjælland kan temperaturen falde til syv-otte graders frost.
Foto: TV 2 Vejret