Varm lørdag med op til 17 grader

Dagen begynder dog koldt i Vestjylland.

(Arkivfoto).
(Arkivfoto).
Foto: Henning Bagger /Ritzau Scanpix

Hvis haven stadig kalder på forårsklargøring, er lørdag ikke noget dumt valg. Alle har mulighed for solskin i dag, og temperaturen kan komme op på 17 grader, hvor det bliver varmest.

Det bliver en særlig god dag i Nordsjælland, hvilket skyldes naboskabet til Sverige.

Varmen dannes øst for Øresund, og kommer ind over os derfra. Og fordi der er så kort hen over vandet, kommer den relativ intakt frem til nordsjællænderne.

Resten af landet bliver dog ikke snydt og vil også få pæne temperaturer.

Bornholm har som ofte lidt sit eget vejr, og her vil det ikke blive helt så varmt. Hen over øen vil der blive fire til syv grader.

Nogle steder knap så varmt

Dagen er begyndt med meget spredte temperaturer.

Fra morgenstunden er der i det vestlige Jylland mange steder omkring frysepunktet, mens der mod øst allerede fra start er helt op til 5 til 7 grader.

I løbet af natten har temperaturen været helt nede på minus 1,4 som det koldeste.

Spredningen i temperaturerne skyldes, at den østlige del af landet har haft et skydække til at holde på varmen, mens varmen har kunnet forsvinde uhindret ud i verdensrummet mod vest.

Vigtigt skydække

Skyerne kommer også til at spille en stor rolle i løbet af dagen. Det ser dog ud til opklaring.

Nogle af skyerne er så tynde, at solen vil kunne skinne igennem dem. Længere mod nordvest er skyerne lidt tykkere, men de trækker til gengæld ud af landet.

Som dagen skrider frem, kan skyer fra syd få det hele til at tætne lidt til i den sydøstlige del af landet, og dermed vil vejret blive lidt mere gråt på de egne.