USA-reform kan koste Vestas over 50 milliarder

Indholdet af skattereformen i USA giver kuldegysninger hos de grønne danske eksportselskaber, der henter summer hjem i USA.

Vestas kan komme i problemer.
Vestas kan komme i problemer.
Foto: Scanpix / Henning Bagger

En politisk bombe tikker under den danske vindmølleproducent Vestas og rivalerne. Et særligt element i den foreslåede skattereform kan nemlig betyde, at projekter med tusindvis af møller bliver droppet i USA.

I det spil vil Vestas være den største taber, fordi det danske selskab sidder på omkring 40 procent af markedet i USA, der er verdens næststørste efter Kina.

Den danske vindkæmpe ventes at stå til tab af ordrer for 50-70 milliarder kroner.

Kan ende i et blodbad

Aktieanalysechef Jacob Pedersen fra Sydbank siger, at mange fabrikker vil stå ubrugte hen, hvis forslaget bliver gennemført, fordi ordrerne tørrer ud.

- Og i et marked, hvor det er sådan, at prispresset i forvejen er hårdt, der kan det godt ende i et blodbad, hvor nogle af de svagere aktører i det her marked må lade livet, siger han til TV 2.

Indtjeningsmæssigt forudser Jacob Pedersen, at alene Vestas kan vinke farvel til 15-20 milliarder som følge af planerne.

'Giftpille'

Skatteplanen er en stor trussel, fordi den vil forringe udenlandske selskabers mulighed for at benytte sig af skattefradrag.

Det er meget alvorligt for Vestas og resten af vindbranchen, fordi op mod 70 procent af vindprojekterne er finansieret af penge fra internationale spillere, der gør brug af skattefradrag.

Forslaget er blevet kaldt en 'giftpille' af Todd Foley, der er direktør i ACORE, American Council on Renewable Energy.

7 ud af 10 vindmøller kan blive droppet

Brian Gaylord fra Make Consulting vil tusindvis af planlagte vindmølleprojekter blive droppet som følge af planerne.

- Det vil være katastrofalt, hvis teksten i lovforslaget ender med at blive vedtaget, siger Brian Gaylord til TV 2.

Forventningen har hidtil været, at der ville blive opført op mod 40 gigawatt vindmøller i USA over de næste fem år.

- Det svarer til 12-13.000 vindmøller, afhængigt af modellen. Det kan betyde, at mellem halvdelen og 70 procent af møllerne ikke bliver til noget, hvis lovforslaget gennemføres, siger Brian Gaylord.

Op mod 70 milliarder i ordrer i fare

En vindmølle koster som tommelfingerregel 1 million dollar per megawatt, og med den nuværende markedsandel står Vestas til at miste ordrer for mellem 8-11 gigawatt.

Med den nuværende svækkelse af dollaren svarer det til, at Vestas vil gå glip af ordrer for mellem 50 og 70 milliarder kroner de kommende fem år som direkte konsekvens af Trumps skattereform.

Bekymring for grøn dansk milliardeksport

Hverken Vestas eller Siemens Gamesa i Brande ønsker at kommentere lovforslaget, men hos lobbyorganisationen Dansk Energi forventer vicedirektør Anders Stouge, at det vil gøre ondt.

Ikke bare for Vestas og Siemens, men for store dele af energibranchen her i landet.

- Vi er bekymrede. Uden for EU er USA det største eksportmarked for dansk energiteknologi. Det er over 4 milliarder kroner, og så har de danske virksomheder også produktion i USA for at kunne forsyne det amerikanske marked, siger Stouge til TV 2.

- Så der er tale om en ret stor klump for dansk økonomi, og derfor er det dybt ærgerligt med ændringerne i USA, tilføjer vicedirektøren.

For at gøre ondt værre er der også åbnet for at skære i fradrag på investeringer, der allerede er foretaget, og derfor vil investorer bliver ramt med tilbagevirkende kraft. Det vil forværre situationen, fordi det vil skræmme investorer væk.

Op ad bakke at stoppe lovforslag

Det er ikke kun Danmark, der råber op. Lovforslaget har sat lobbyisterne i Washington inden for vedvarende energi på overarbejde, hvilket ind til videre har ført til en fælles udmelding om lovforslaget.

Dansk Energis Anders Stouge har ikke den store tro på, at planerne bliver ændret, og det har han god grund til, siger redaktør Anders Agner Pedersen fra Kongressen.com.

- Vi kan rimelig sikkert gå ud fra, at det vedtagne forslag fra Senatet også nogenlunde bliver til den endelige lov, siger han til TV 2.

Store tæsk på fondsbørsen

Vestas har de senere år redet på en bølge af optur med stigende indtjening og en aktiekurs i hopla, ikke mindst takket være fremgang i USA.

Den seneste måneds tid er stemningen dog vendt fuldstændig.

Vestas-aktien er siden starten af november dykket 30 procent på grund af de nedslående udsigter for markedet i USA og et hårdere pres på vindmøllepriserne end ventet i markedet.

Faldet har kostet Vestas' tusindvis af aktionærer et samlet beløb på mere end 20 milliarder kroner. Topledelsen i vindkæmpen er dog sluppet nådigt, fordi flere koncerndirektører og formand i løbet af året solgte ud for store beløb, da kursen var i top.

Planen er at sætte sidste punktum med skattereformen 22. december, siger Brian Gaylord fra Make Consulting.