Ungt OL-håb stopper karrieren øjeblikkeligt

Line Langelund Eriksen var et lysende OL-håb i firerkajakken, men nu har hun indstillet karrieren.

Kajak
Foto: Martin Sylvest

Hun plejede at bruge op mod 22 timer om ugen på vandet i en kajak.

Fremover kommer hun til at bruge i omegnen af nul.

For den 22-årige silkeborggenser Line Langelund Eriksen har valgt at stoppe karrieren, selvom hun var et lysende OL-håb sammen med de andre piger på sprintlandsholdet i firerkajakken.

Fra hygge til professionel

Men faktisk har de olympiske lege ikke altid været noget, hun sigtede efter. Da hun startede med at ro for ti år siden, var det mest tænkt som en fritidsinteresse, der skulle være sjov. Ikke at hun skulle være professionel.

Men i takt med hun blev bedre og bedre, kom drømmene også. Først var det landsmesterskaberne, så ungdoms-EM og -VM. Til sidst kom OL-drømmen.

- Især efter Rio, hvor Emma (Aastrand Jørgensen red.) tog medalje, så tænkte jeg, at OL lød da spændende, siger Line Langelund Eriksen til TV 2 SPORT.

Og for to år siden fik den unge roer muligheden for at blive fuldtidsprofessionel takket være støtte fra Team Danmark. Sammen med resten af firerkajakken blev alle sejl sat ind frem mod OL 2020.

- Det har været sindssygt fedt at have muligheden for at gå all-in.

- Det er jo et projekt, vi har haft sammen. Jeg ved godt, at vi i princippet har kæmpet mod hinanden om de her pladser, men det har lige så meget været et projekt, vi har været fælles om. Og vi har været enige om, at det skulle være den bedste båd, vi sendte afsted - om man så var i den eller ej.

Corona vendte op og ned på alt

En træningslejr i Florida blev det sidste sted, Line Langelund Eriksen gik all-in.

Derefter ramte coronapandemien ikke bare verden, men også sportsverdenen hårdt. Stævne efter stævne blev aflyst eller udskudt, og i sidste ende kom turen til de olympiske lege og kajakfirerens ultimative mål. Et mål, som hele sæsonen var bygget op omkring.

Atleterne fik nu et år mere til at forberede sig. I manges ører lyder det som en god ting. For silkeborggenseren var det ikke tilfældet. Nærmere tværtimod.

- Hele den her coronatid satte en kæp i hjulet for den plan, jeg havde lavet. Da alle stævnerne blev aflyst som perler på en snor, og det hele blev så uvist, så forsvandt min motivation bare.

- Jeg kan huske, alt bare føltes som en joke. Alt det med, at vi de sidste to år har presset os selv så hårdt og kæmpet den mentale kamp, der er at være omkring sådan en båd, hvor man er flere personer, end der er pladser i båden.

- Så hele det game, der især er året op til OL, føltes bare som spildt på en eller anden måde. Og det er jo forskelligt fra person til person. Nogle er gode til at tænke "årh fedt, vi har et år mere og bare give den gas". Jeg ville også ønske, det havde ramt mig sådan, men jeg syntes bare, det hele blev rigtig uoverskueligt.

Den nedslående melding satte med ét gang i tanker, som ikke havde været der blot nogle uger før, da træningslejren var på sit højeste i Florida.

- På træningslejren trænede jeg fuldt og fast og gjorde alt, hvad jeg skulle, for at komme til OL til sommeren som planlagt. Det var der, jeg følte, jeg gjorde alt, hvad jeg kunne op til OL. Det var det sidste skud i bøssen. Nu giver jeg alt, hvad jeg har. Og når det så blev udsat et år, var det lidt hårdt.

Motivationen forsvandt

Med det helt store mål udskudt ramte en manglende motivation og glæde. Ikke kun hende selv, men også flere af de andre roere. Forskellen var bare, at hos Line Langelund Eriksen stak det dybere, og en uges fri fra træningen hjalp ikke.

- Jeg kan huske, jeg overvejede, "var det bare det?". Men så tænkte jeg, "ej, nu giver jeg det lige noget tid, og så kommer jeg ovenpå. Og så fra på mandag, der er jeg der igen med fuld skræl".

- Men den motivation, jeg havde håbet på skulle komme inden for en uges tid, kom bare aldrig.

Derfor tog hun en lang snak med trænerteamet og sportschefen fra Dansk Kano og Kajak Forbund. Her mødte hun stor opbakning, og sammen fik de aftalt, at hun skulle tage en måned fri fra al træning, så hun kunne få samlet tankerne og finde ud af, om hun kom til at savne tiden på vandet eller ej.

Fra midt april til midt maj gik hun derfor hjemme og vendte hver en tanke.

- Jeg fandt ud af, at jeg ikke havde savnet det, og det nok var bedst ikke at fortsætte på elitecentret. For jeg ved, at uden motivationen kan jeg ikke træne med den kvalitet, der gør, at jeg kan levere de resultater, jeg skal.

Det er en beslutning, de er kede af hos Dansk Kano og Kajak Forbund, men de har også fuld forståelse for hendes valg.

- Det er ene og alene hendes egen beslutning, for kun på den måde kan det blive den rigtige beslutning for hende og for os, selvom vi naturligvis ærgrer os over at måtte sige farvel til en særdeles dygtig atlet, en fantastisk person og vellidt holdkammerat, siger sportschef Lars Robl til forbundets hjemmeside og fortsætter:

- En fantastisk atlet, som har bidraget stort til os alle med sin dedikation, sin holdånd og altid positive og smilende væsen. Så tæt på at få OL-drømmen opfyldt har det ikke været nemt for hende at sige fra, så hendes beslutning fortjener dyb respekt fra alle. Hun mødte også kun dyb respekt og anerkendelse, da hun fortalte de andre piger omkring firerkajakken om sin svære beslutning.

Line Langelund Eriksen (th.) med de fire andre piger fra firerkajakken.
Line Langelund Eriksen (th.) med de fire andre piger fra firerkajakken.
Foto: Dansk Kano og Kajak Forbund

Og netop de fire andre piger fyldte også i overvejelserne. Men både for deres og sin egen skyld tog hun den endelige beslutning om at stoppe nu.

- Det var hårdt at sige det til dem, også fordi jeg føler lidt, jeg har svigtet dem. I og med vi har kæmpet sammen så længe. Hvis jeg ikke er motiveret for at tage pladsen i båden, så er der også nogen, de hellere vil ro sammen med. Men de støttede mig, og det var rart.

Fra kajak til klinik

Roerens fremtid skal ikke findes på vandet, hvis man spørger hende. For hendes farvel til kajakken skulle gerne være et definitivt punktum for rokarrieren. Hun ved dog godt, at trænerteamet og sportschefen holder døren på klem, hvis hun en dag vil tilbage.

- Umiddelbart tænker jeg, det er et fuldt stop. Jeg føler mig ret afklaret, så det er ikke, fordi jeg er helt vildt ked af det. Jeg føler, at jeg har været ked af det, frustreret og alt det der. Jeg føler bare lidt, at jeg er lettet, nu når det er ude, og alle ved det, og så kan jeg tage den derfra.

Hun har da også allerede planlagt, hvad det næste skridt i livet skal være. Først skal der holdes sommerferie i Danmark for første gang i ti år med familien. Og når kalenderen skriver september, tager hun hul på en ny karriere. Her starter hun på tandlægestudiet.

- Jeg glæder mig til at fokusere på noget andet. Lige nu har jeg for mange timer ledige, og det er lidt kedeligt.