Udbredt regnvejr rammer Danmark - her står man op til regn fredag morgen

Lokalt kan der falde næsten 30 millimeter i løbet af det næste døgn.

Det næste døgn kan byde på næsten 30 millimeter regn visse steder.
Det næste døgn kan byde på næsten 30 millimeter regn visse steder.
Foto: Mads Claus Ramussen / Ritzau Scanpix

Selvom torsdagsvejret har vist fra sin relativt pæne side i den østlige del af landet, har mørke skyer siden morgenstunden bevæget sig ind over den vestlige del af landet fra Nordsøen.

I løbet af torsdag eftermiddag er der også begyndt at falde regn fra skyerne, og i løbet af aftentimerne vil regnen brede sig til en større del af landet.

I første omgang vil der blot falde let regn af og til, men i aftenens løb vil et mere bastant regnvejr efterhånden nærme sig Jylland.

Fredag morgen klokken 7 vil det regne i den centrale del af Danmark - og herefter breder regnen sig videre mod øst. Til gengæld klarer det op fra vest - selvom der kommer byger
Fredag morgen klokken 7 vil det regne i den centrale del af Danmark - og herefter breder regnen sig videre mod øst. Til gengæld klarer det op fra vest - selvom der kommer byger
Foto: TV 2 Vejret

Det er i lavtrykkets koldfront, hvor nedbøren generelt vil være kraftigst. I nattens løb bevæger koldfronten sig længere mod øst, og fredag morgen ved sekstiden vil det regne over store dele af Sjælland, Fyn og Lolland-Falster.

Til gengæld vil det langsomt begynde at klare op fra vest - selvom der vil komme mange byger.

Derfor er det en god idé at væbne sig med regntøj eller lade cyklen stå, hvis man vil være sikker på at komme tørskoet til arbejde - navnlig, hvis man bor i den østlige del af landet.

Lokalt op mod 30 millimeter regn i Nordjylland

Der vil falde mest regn i den nordvestlige del af Jylland, hvor der i løbet af de næste 24 timer kan falde mellem 25 og 30 millimeter regn. Størstedelen af nedbøren vil dog 'heldigvis' falde i nattetimerne, men torsdag aften og tidligt fredag morgen vil der fortsat falde regn.

Nedbørmængder frem til fredag aften klokken 18.
Nedbørmængder frem til fredag aften klokken 18.
Foto: TV 2 Vejret

I den østlige del af landet vil der generelt falde mindre regn, men der kan komme i omegnen af 10 millimeter indtil fredag eftermiddag. Nedbøren fredag eftermiddag vil i hele landet falde i form af byger, der lokalt kan være kraftige og ledsaget af torden.

Visse prognoser viser, at man måske kan gå stort set tørskoet gennem det næste døgn - sandsynligheden for det er størst over Lolland og Falster.

Efter et vådt og ustadigt døgn venter der en pæn lørdag med temperaturer op til 22 grader, inden endnu et udbredt regnvejr vil sætte sit præg på vejret søndag.