Tidligere folketingsmedlem: Pressen går på knæ for Støjberg

Den danske presse lader udlændingeminister Inger Støjberg køre på frihjul, lyder anklagen fra et tidligere folketingsmedlem.

Inger Støjberg

- Store dele af pressen ligger på knæ for udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V). De opfører sig nærmest som personer i tv-serien 'Javel, hr. minister'.

Så hård lyder kritikken i et debatindlæg i Politiken i dag - forfattet af Venstres tidligere folketingsmedlem Eyvind Vesselbo.

- Når der udsendes en pressemeddelelse fra ministeriet, står store dele af pressen i kø for at videreformidle hendes budskab uden kritiske spørgsmål. Når hun leverer et angreb på Facebook, får hun en masse likes. Herefter fortsætter debatten uden hendes medvirken. På et tidspunkt kommer hun så med en kvik bemærkning, så hele kommentatorkorpset er ved at falde om af beundring, skriver Vesselbo.

Gentagen kritik af partiet

Eyvind Vesselbo har ofte kritiseret sit eget parti Venstre. Især har han været kritisk om partiets integrationspolitik.

I 2014 trak Eyvind Vesselbo sig som socialordfører, da han ikke mente, at han kunne stå inde for partiets politik på området.

Vesselbo er ikke længere medlem af Folketinget, men det betyder langt fra, at kritikken er forstummet.

- Hun (Inger Støjberg, red.) får gang på gang lov til at komme med de samme forslag, uden at de bliver fulgt op af handling, og ingen spørger hende, hvorfor regeringen kun gennemfører symbollovgivning i stedet for at handle seriøst. Når hun en enkelt gang bliver konfronteret med fakta, så siger hun bare, at hun ikke er enig, skriver Vesselbo.

Politiken kårede for nylig Inger Støjberg til årets meningsdanner for andet år i træk.