Sygeplejersker og regioner mødes i dag for første gang i syv uger

Hverken regioner eller sygeplejersker vil komme med udspil til første møde under langvarig strejke.

Sygeplejerskerne har strejket i syv uger og fire dage.
Sygeplejerskerne har strejket i syv uger og fire dage.
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

For første gang i løbet af over syv ugers sygeplejerskestrejke skal Danske Regioner og Dansk Sygeplejeråd (DSR) mødes.

Det sker onsdag morgen klokken 08.00 til et såkaldt "gensidigt orienteringsmøde".

Men selv om regionerne og DSR er enige om, at strejken trækker tænder ud, og at sundhedsvæsnet lider, stiller de sig begge afventende i forhold til modparten.

- Vi kommer ikke med noget forhandlingsoplæg, siger Anders Kühnau, der er chefforhandler for Danske Regioner og formand for Regionernes Lønnings- og Takstnævn.

- Vi har to gange nu indgået aftaler med Dansk Sygeplejeråd, som er blevet godkendt af deres hovedbestyrelse og kongres og efterfølgende stemt ned af deres medlemmer. Derfor har vi brug for at høre fra dem, hvad de mener, at der skal til for, at deres medlemmer kan stemme for en aftale.

Kan ende med politisk indgreb

DSR ser - på trods af at konflikten tærer på sygeplejerskernes strejkekasse - anderledes på situationen og mener, at bolden ligger på regionernes banehalvdel.

- Vi har ikke nogen nye ting med, siger sygeplejerskernes formand, Grete Christensen.

- Der tegner sig et meget kaotisk billede i sundhedsvæsenet i øjeblikket. Det skyldes ikke kun strejken, men i særdeleshed også de ubesatte stillinger hos de mange afdelinger, som end ikke er i stand til at stille et nødberedskab til en strejke.

- Så vi ser virkelig frem til at lytte til, hvilke vurderinger Danske Regioner har, efter at vi har strejket i næsten otte uger.

Konflikten handler om, at sygeplejerskerne ønsker højere løn.

Når parterne ikke frem til en aftale, kan det ende med, at politikerne på Christiansborg griber ind. Det har regeringen indtil videre afvist.

Men ifølge Anders Kühnau er det langtfra utænkeligt, at der ikke kan findes en løsning.

- Jeg har sådan set ikke på noget tidspunkt i den her konflikt haft en optimisme, i forhold til om vi kunne lande en aftale ved forhandlingsbordet, siger han.

6500 strejkende til september

Den langvarige konflikt har indtil videre blandt andet betydet, at omkring 50.000 planlagte operationer og undersøgelser er blevet udskudt.

I omegnen af 20.000 af patienterne er sendt videre til et privat tilbud i stedet.

Det var 19. juni, at knap 5000 sygeplejersker gik i strejke.

Hvis alle udvidelser når at træde i kraft, vil omkring 6500 sygeplejersker strejke fra 7. september.