Sundhedsstyrelsen ændrer anbefalinger: To meters afstand bliver til en

Anbefalingerne bliver ændret yderligere den kommende uge, lyder det.

Søren Brostrøm, faglig direktør i Sundhedsstyrelsen.
Søren Brostrøm, faglig direktør i Sundhedsstyrelsen.
Foto: Niels Christian Vilmann / Ritzau Scanpix

Anden fase af genåbningen af Danmark begynder i morgen – og med den følger nu en række nye anbefalinger fra Sundhedsstyrelsen.

Nok mest afgørende ændrer styrelsen nu den afstand, de anbefaler, at danskerne holder mellem hinanden i det offentlige rum.

Fra at være én til to meter, bliver denne nu ændret til én meter, fordi dette ”i langt de fleste tilfælde er tilstrækkeligt”, lyder det i en pressemeddelelse.

Synger man fællessang, råber eller holder foredrag bibeholdes anbefalingen om to meters afstand. Her kan de tunge dråber, som kan indeholde coronavirus nemmere smitte.

En anden ændring, som særligt er relevant for de mange restauranter, som nu kan åbne dørene for gæster igen, er, at anbefalingerne om buffetservering ændres.

Hvis spisesteder lever op til en høj hygiejnestandard og sørger for, at der er mulighed for at vaske og afspritte hænder og holde afstand, så kan de med Sundhedsstyrelsens velsignelse igen åbne for deres buffet.

Med de nye anbefalinger følger Danmark nu Verdenssundhedsorganisationen WHO's anbefalinger.

Fem konkrete råd til håndhygiejne

Med fase to følger at storcentre, caféer, restauranter, efterskoler, de store skoleklasser og trossamfund åbner igen. Det er derfor forventeligt, at der bliver langt mere kontakt mellem mennesker, end der har været de seneste måneder, hvor store dele af Danmark har været lukket ned.

De ændrede krav om afstand følges derfor op med større fokus på håndhygiejne.

Hænderne og de overflader, vi rør ved, er en væsentlig kilde til smitte, og følgende fem generelle anbefalinger bliver derfor understreget fra myndighedernes side:

  • Vask dine hænder tit, eller brug håndsprit
  • Host eller nys i dit ærme
  • Undgå håndtryk, kindkys og kram – begræns den fysiske kontakt
  • Vær opmærksom på rengøring – både hjemme og på arbejdspladsen
  • Hold afstand og bed andre tage hensyn

Flere ændringer på vej

Ifølge Sundhedsstyrelsens pressemeddelelse, vil deres retningslinjer og vejledninger blive revideret yderligere den kommende uge, som Danmark åbner op. Desuden vil de arbejde på at udarbejde retninglinjer til de forskellige sektorer, som nu åbner op - samt dem i næste fase, der starter 8. juni.

- Vi kan ikke give udtømmende og detaljerede anvisninger for alle situationer, sektorer og erhverv, men gennem en række eksempler har vi forsøgt at gøre de generelle anbefalinger handlingsanvisende, siger direktør i Sundhedstyrelsen, Søren Brostrøm, i pressemeddelelsen.

Dog understreger Søren Brostrøm, at danskerne stadig skal forsøge at "undgå mylder".

Og respektere, at der er masser af mennesker, som er i risikogruppen og altså kan få et svært forløb med covid-19, hvis de bliver smittet. Det gælder ifølge anbefalingerne særligt ved ed besøg på plejecentre og sygehuse.