Stormrisikoen over Danmark er forøget - kan ende med storm i næste uge

Den kommende uges tid er risikoen for storm over dansk område stærkt forøget - og visse vejrmodeller viser, at næste uge kan byde på en regulær storm.

Stormen Knud ramte Nørre Vorupør syd for Hansthol u september 2018. Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

I samarbejde med tv2.dk

Efteråret er forløbet uden nævneværdigt blæsevejr, men nu er det nok en god idé at spænde eventuelle løse genstande, havemøbler og andre ting fast, som ikke allerede er blevet det.

Samtlige prognosemodeller viser nemlig, at der i løbet af den næste uge dannes flere kraftige lavtryk nær Danmark, og det øger risikoen for storm over dansk område ganske betragteligt.

Den første omgang af blæsevejr får vi med sikkerhed i nat, hvor vindstødene flere steder i landen kan nå stormstyrke, mens middelbinden dog vil holde sig på hård kuling.

Derefter venter der en weekend, der ad flere omgange kan byde på blæsende vejr, uden det dog bliver af dramatisk karakter.

Læs også Nyd tørvejret - i morgen kommer der regn igen

Risikoen for storm er størst i næste uge

Det er dog først i løbet af næste uge, at risikoen for en 'rigtig' storm, for alvor er forhøjet. Det skal understreges, at usikkerheden som altid er forøget, jo længere frem i tiden man kommer.

Ikke desto mindre er det atmosfæriske setup storartet, hvis man er glad for kraftige lavtryksudviklinger. Den primære energikilde til kraftige storme på vores breddegrader kommer fra store temperaturkontraster.

Netop disse kontraster er skærpede nær Danmark i løbet af næste uge, hvilket alt andet lige øger stormrisikoen. Der er dog fortsat flere ting, der skal flaske sig, før en storm over dansk område er en realitet.

Et eventuelt stormlavtryk skal helst udvikles eller kulminere over landet, samtidigt med at lavtrykkets bane er altafgørende for, hvorvidt vi får storm - og i hvor stor en del af landet en storm eventuelt vil ramme.

BEAUFORTS VINDSKALA - INDDELINGEN AF VINDSTYRKER I DANMARK

I Danmark benyttes vindbetegnelser i henhold til den internationale Beaufort-skala.

Orkan: >32,6 m/s
Stærk storm: 28,5-32,6 m/s
Storm: 24,5-28,4 m/s
Stormende kuling: 20,8-24,4 m/s
Hård kuling: 17,2-20,7 m/s
Kuling: 13,9-17,1 m/s
Hård vind: 10,8-13,8 m/s
Frisk vind: 8,0-10,7 m/s
Jævn vind: 5,5-7,9 m/s
Let vind: 3,4-5,4 m/s
Svag vind: 1,6-3,3 m/s
Næsten stille: 0,3-1,5 m/s
Stille: <0,3 m/s

 

Kilde: TV2 Vejret

Torsdag ved middagstid viser de fleste modeller samstemt, at stormrisikoen er højest i løbet af onsdagsdøgnet. Der er dog stor forskel vejrmodellerne imellem, som viser alt fra hård kuling til en nærmest landsdækkende, kraftig storm.

Den absolutte sandsynlighed for storm over dansk område i løbet af onsdagen er netop nu 21 procent, hvilket er ganske højt med seks dage til onsdag.

Samtidigt kan der i forbindelse med nogle af lavtrykspassagerne i næste uge muligvis falde en smule slud eller tøsne, men langt størstedelen af nedbøren ser ud til at falde som regn. De kommende dage holder vi på TV 2 Vejret naturligvis nøje øje med risikoen for storm.

Sidst, der målt middelvind af storm i Danmark, var 15. marts i år, hvor der for første gang i otte år blev registreret storm i marts.

Læs også Vintervejr på vej - der kommer sne i næste uge