Stormende kuling og masser af regn i weekenden

En næsten tør lørdag med kraftige vindstød bliver efterfulgt af en meget våd søndag.

Ved Vestkysten kan der i løbet af weekenden komme vindstød op mod stormende kuling - lokalt måske også et stormstød.
Ved Vestkysten kan der i løbet af weekenden komme vindstød op mod stormende kuling - lokalt måske også et stormstød.
Foto: Arkivfoto TV MIDTVEST

Weekendens vejr kommer til at minde mere om efterår end vinter, da udsigterne byder på blæst og regn.

Lørdagen bliver meget blæsende, og ved Vestkysten kan der komme vindstød op mod stormende kuling - lokalt måske også et stormstød.

Glatte veje og mere blæst

Der er blevet saltet på vejene i Jylland, hvor vejtemperaturen mange steder er under frysepunktet. Morgenbilister skal være opmærksomme på, at der lokalt kan være rimglatte veje.

Prognose lørdag klokken 10.
Prognose lørdag klokken 10.
Foto: GRAFIK / TV 2 Vejret

Temperaturen stiger, så vi lørdag eftermiddag kommer op mellem fem-otte grader, men det vil føles koldt. Vinden tiltager nemlig også, og ved Vestkysten vil man efterhånden få sydvestlig kuling. Resten af landet kan nøjes med jævn til hård vind.

I den nordvestlige del af landet kan det til tider smådryppe lidt, men de fleste steder holder det tørt lørdag. I aftentimerne vil det dog regne flere steder i den nordlige halvdel af Jylland. 

Regnen ankommer natten til søndag

Natten til søndag vil et regnvejr trække ind fra vest, og mange steder vågner man op til regn søndag morgen. Søndag formiddag ventes der regn i det meste af landet, mens det begynder at klare op i Nordjylland.

Prognose søndag klokken 6.
Prognose søndag klokken 6.
Foto: GRAFIK / TV 2 Vejret

I forbindelse med regnvejret vil det fortsat blæse kraftigt, men vinden aftager, som det begynder at klare op. I de sene eftermiddagstimer ventes tørvejr i Jylland, mens det regner i den østlige halvdel af landet.

I de sydøstlige egne kan regnvejret blive hængende også søndag aften, mens det bliver tørvejr i resten af landet.