Støjberg vil fastholde sin forklaring til 'sin dødsdag', siger redaktør

Ifølge TV 2s politiske redaktør var det en politisk beslutning, som gik forud for juraen, da Inger Støjberg valgte at adskille de såkaldte barnebrude.

Forhenværende minister Inger Støjberg (V) afhøres af Instrukskommissionen.
Forhenværende minister Inger Støjberg (V) afhøres af Instrukskommissionen.
Foto: Thomas Sjørup/Ritzau Scanpix

Tidligere udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) fastholder, at mindreårige asylpar skulle adskilles.

- Når man kigger ned i tallene, så var der måske nogle piger, der var 16 eller 17 år, når de kom hertil. Men kigger man lidt på deres historie, så var der nogle, der var blevet gjort gravide allerede som 12-årige. Det synes jeg simpelthen, at man har en forpligtelse til at gribe ind over for. Derfor gjorde jeg det, og det står jeg fuldt på mål for, siger Inger Støjberg.

Det siger hun til TV 2 på vej ind til søndagens afhøring i Instrukskommissionen på Retten på Frederiksberg, hvor Inger Støjberg for første gang skal afhøres i sagen om hendes ulovlige instruks om adskillelse af asylpar.

Skelede ikke til juraen

TV 2s politiske redaktør Troels Mylenberg forklarer, at Inger Støjberg med sin udtalelse stædigt holder fast i sin udlægning af sagen.

- Hun har et forsvar, hvor hun holder sig til, at det var en politisk beslutning om at adskille unge piger fra ældre mænd, siger Troels Mylenberg.

Han hæfter sig ved, at Inger Støjberg mener, hun skal forklare sig til en Barnebrudskommission - og ikke Instrukskommission.

Med sine udtalelser fastholder Inger Støjberg, at hun traf politiske valg, som gik forud for juraen.

- Men problemet for hende er, at hun som udlændinge- og integrationsminister var den øverste poltiske chef på området. Som minister er man både politiker og den udøvende magt, og derfor skulle Inger Støjberg sikre, at loven blev overholdt til punkt og prikke, siger Troels Mylenberg.

Forfærdeligt og væmmeligt

Inger Støjberg har også givet sin udlægning af sagen på Facebook.

Her giver den tidligere minister flere konkrete eksempler på adskillelse af asylpar. Eksempelvis dette:

Par fra Irak. Pige: 17 år. Mand: 29 år. To børn på 3 og 4 år. Gravid med første barn som 12-årig. Føder første gang som 13-årig. Føder anden gang som 14-årig (10 måneder efter den første fødsel).

- Jeg kan næsten ikke beskrive, hvor ondt jeg får af piger som dem, og hvor forfærdeligt og væmmeligt det er, at de er blevet tvunget ind i en middelalderlig og grusom levevis. Tænk, at vi lagde dansk jord til det, inden der blev grebet ind.

- Derfor gjorde jeg alt, hvad jeg kunne inden for lovens rammer for at hjælpe barnebrudene, skriver Inger Støjberg forud for dagens afhøring.

Mylenberg: Støjberg er en værdipolitiker

Ombudsmanden har tidligere afgjort, at instruksen fra Støjberg var ulovlig. Spørgsmålet i kommissionen går derfor på hvem, der vidste hvad og hvornår, siger siger Troels Mylenberg.

Instrukskommsisionen vil under afhøringen fokusere på juraen og vil vurdere, hvordan Inger Støjberg har administreret lovgivningen.

Men Inger Støjberg har ikke tænkt at give sig uden kamp.

For hun er en værdipolitiker, der kæmper for sine synspunkter, lyder vurderingen fra TV 2s politiske redaktør:

- Jeg er sikker på, at Inger Støjberg til sin dødsdag vil erklære, at hun har gjort det rigtige for pigerne - og at hun i givet fald vil gøre det igen.

Mulig rigsretssag

Den nedsatte Instrukskommission har ikke bemyndigelse til at fælde dom over Inger Støjberg, men skal aflevere en rapport efter afhøringerne, der efter planen fortsætter frem til 30. september.

I sidste ende er det op til Folketinget, om der skal rejses en rigsretssag mod den tidligere udlændinge- og integrationsminister, hvis det mener, at Støjberg ikke har levet op til sit ministeransvar.

Siden 1849 har der kun fundet fem rigsretssager steder i Danmark - senest var sagen mod tidligere justitsminister Erik Ninn-Hansen i forbindelse med Tamilsagen. Ninn-Hansen fik en dom på fire måneders betinget fængsel.